Healing enquiry
Healing enquiry er fundamentet i mit arbejde. Det er en terapeutisk nærværspraksis hvor vi sammen vågent følger hvad der sker i tanker, følelser, krop-fornemmelser og energi-bevægelser og højere intuitioner. Metoden i sig selv er simpel, og virker i den grad vi sammen kan bringe vågenhed, åbenhed og mod til processen.
Det jeg værdsætter med denne metode, er at vores begrænsede sind ikke leder processen, men at den højere intelligens sættes fri. Igen og igen oplever jeg, at alle sindets ideer om hvad der skal til for at heale, på få minutter stilles fuldstændigt skak-mat, og en højere, knivskarp, kærlig intelligens tager os direkte til sagens kerne. På de finere planer, så skyldes umiddelbart store problemer vi tumler med, ofte en lille bitte energetisk sten i skoen. Når først vi finder denne lille sten, vil den spontant transformeres, og byrder kan blive løftet af vores skuldre – uden vi egentligt behøver forstå hvorfor og hvordan.
Ud over at bringe umiddelbar forløsning, healing og transformation, så er der en virkelig smukke afledte effekt af metoden. Nemlig den, at hele vores system – sind, krop og energi – begynder med egen erfaring at opdage, at det ikke er nødvendigt at styre og kontrollere. Tilliden til højere intelligens kommer naturligt ind som resultat af at lave dette arbejde. Derudover bliver det også klart, at det ikke er mig som behandler der gør det, men at man selv kan lave dette arbejde og dermed finde sin egen indre healerkraft.
Selv om healing enquiry er min grundlæggende metode, så kan der være traumer eller blokeringer, hvor det for en kort bemærkning kan være formålstjenstligt at jeg aktivt hjælper til med mere aktiv intervention og forløsning. Min erfaring er at selv når vi sidder fast og ikke kan arbejde os vej igennem et traume eller en blokering, så ved vi intuitivt ofte hvad som der er brug for. Jeg prøver derfor så vidt muligt at lade dig som klient selv udtrykke specifikke ønsker for hvilken form for aktiv støtte du har brug for. Eksempler på mere aktiv støtte kan være at jeg med mine hænder aktivt hjælper at møde et traume i kroppen, eller at jeg går i direkte bevidst kontakt med en del af det ubevidste stof som er for voldsomt eller blot i en blind vinkel til du som klient selv kan etablere eller rumme den direkte kontakt. Min intention med dette arbejde er at gå et skridt foran og vise at det som virker svært at møde, også blot er kærlighed, og derefter give kontakten til traumet eller skyggen tilbage til dig selv så du kan begynde at frisætte og få glæde af den energi og visdom det rummer.