Når såret er så dybt, at almindelig traume-behandling ikke er nok

Når såret er så dybt, at almindelig traume-behandling ikke er nok.

I den almindelige behandling af traumer, er en bred forståelse, at for at arbejde med et traume, så skal vi have fat i indre ressourcer.

Hvis man fx har fået et stort chock, fx efter et overfald, så kan man forestille sig en situation hvor man var tryg, og fra det sted langsomt nærme sig traumet, og forsigtigt bevæge sig frem og tilbage mellem den ressourcefulde tilstand og traumet. Det kaldes så vidt jeg ved pendulering. På den måde kan man forløse traume-energien.

Det er en fin måde at arbejde på, det har også hjulpet mig til at få fast grund under fødderne efter konkrete traumer.

Men sagen er, at hvis vi arbejder med dybere traumer, fx tidlige barndomstraumer, så har disse traumer stået på lige siden man nærmest blev undfanget. Når vi arbejder med disse tidlige traumer, så er problemet jo ikke blot at vores far eller mor gjorde en specifik ting ved os en enkelt gang – problemet er at disse dybe barndomstraumer ligger som tråde der har spundet hele vores eksistens. Disse stemninger har vi svømmet i da vi var i livmoderen. Det er blevet vores grundlæggende baggrunds-sansning.

I dette lys får traumer en anden karakter, for vi ser at det er hele vores livstema som er indprintet i os på denne måde. Vi kan ikke længere med sikkerhed sige det er et barndomstraume, men det er nærmere vores skæbnestråd der er spundet omkring disse tidlige tilstande og indtryk.

Her kommer den store udfordring i forhold til traumeteorien, for her har vi ingen indre positiv ressource der opvejer disse dybe tilstande. Fra vores personlighed og levede menneskelighed kender vi simpelthen ikke den positive kraft eller energi der kan balancere disse indre tilstande.

Vi kan sidde og visualisere hvidt lys, eller forestille os kærlighed med en vi elsker – men sagen er, at den desperation og smerte der ligger i disse dybe eksistenstraumer, den er så fuldstændig altopslugende, at enhver forestilling som kommer fra vores viljekraft, bliver revet i stykker i kontakt med den underliggende smerte.

En mulighed er at gå væk fra disse dybe smerte-tilstande, prøve at afgrænse os fra dem. Det er hvad jeg ser de fleste terapeutiske tilgange gør. Med disse tilgange kan vi ligesom forsøge at bygge vores eksistens adskilt fra vores dybe grundsmerte, og så ellers holde den kørende så længe det nu holder.

Men hvis disse dybe smerte-tilstande virkelig bryder igennem til vores bevidsthed, fx ved spirituelle åbninger, ja så kan vi opleve at vi ikke kan distancere os fra smerten, og vi kan være tvunget til at møde denne smerte. Vi kan se dybt at det er tid at møde smerten, og gøre det frivilligt, eller vi kan blive trukket ind i smerten – eller en kombination af de to.

Når vi når hertil, til mødet med den dybe og gamle smerte, så er der kun en ressource der kan hjælpe os, og det er den højere guddommelige kraft, ånden selv – de universelle kærlighedskræfter der er langt større end os selv. Det er det eneste sted vi kan finde healing.

For denne eksistenstraume, når vi følger det dybere, så viser det sig at være selve smerten ved at inkarnere i adskilt form. Når vi inkarnerer og tager adskilt begrænset menneskelig form, så er der samtidig noget i os dybt der ved at det er en illusion, at denne adskilte inkarnation kommer til at skulle dø. Det er vildt traumatisk for det i os som er afgrænset og lukket. Det er en uløselig smerte og angst der sidder i kernen af vores adskilthed.

Men her oplever vi et lykkeligt paradoks. For når vi klart konfronteres med uløseligheden ved dette traume. Når vi helt klart mærker at der er intet vi kan gøre for at blive grundlæggende trygge i vores adskilte form. Ja så bliver denne uløselige smerte faktisk indgangsdøren til at vi kan forbinde os med den guddommelige kraft, som vores adskilte selv for alt i verden ikke ønsker at vi skal forbinde os med.

Vores største eksistentielle smerte, bliver vejen til frihed, vejen til kontakt med det guddommelige.

Den måde vi konkret arbejder med dette i healing enquiry, er basalt set at vi i tillid går gennem grundtraumets dør og ind i det guddommelige. Min rolle er i høj grad at vise dig at du godt kan have tillid til at gå gennem denne dør. Gå med dig, pege på døren. Støtte processen med bøn og vågenhed.

Når vi går gennem denne dør, så opdager vi til vores overraskelse, at vi ikke dør, at det ikke er farligt det som møder os, men det er noget helt andet smukt og guddommeligt som møder os. Det vi møder er eksistensens mysterie, vi oplever hvordan der bliver ved at blomstre kærlighed op når vi møder vores traumer åbent.

Gennem traumet har vi en direkte spirituel oplevelse.

Så vil traumet lukke igen, vi kommer tilbage i vores afgrænsede selv, personligheden vil komme på banen igen og ønske kontrol.

Personligheden kan ikke selv direkte møde det guddommelige, og personligheden forstår det ikke. Men personligheden er alligevel med som passiv tilskuer, og kan alligevel godt forstå at det der sker i mødet med grundtraumet, ikke er tomt, men er fuld af kærlighed. Så selv om personligheden hægtes af, så er der noget som samtidig begynder at slappe af i personligheden. Personligheden blødgøres gennem dette arbejde, og der skabes langsomt en villighed til at stå åben og byde det guddommelige velkommen.

Der er meget mere at sige, men kort sagt:

Den positive ressource vi aktiverer i dette arbejde med traumer, som jeg inviterer til, er en påkaldelse, tillid, hvilen og opvågning ind i den største guddommelige kraft. Ind i ånden selv.

Tak for at lytte og læse med.