Det er overfladisk blot at heale blot for at blive rask

Lidt provokerende sagt, men følg mig:

At lave healing for at blive rask, er lige så overfladisk som at arbejde for at tjene penge!

I disse tider er der mange af os der godt forstår at det ikke virker særlig godt at arbejde for at tjene penge som det primære mål. Fordi vi mister fokus, tager smutveje, kompromitterer. Og i bund og grund bliver vi ikke glade ved at arbejde, fordi vi har et mål i fremtiden for øje. Vi må finde vores passion.

Hvad jeg oplever er mindre udbredt forstået, er at det heller ikke virker særligt godt at lave healingsarbejde med det primære mål at blive rask.

Fordi, er dette vores mål vil vi hele tiden søge afslutning på processen. Hele tiden søge efter de løsninger og modeller vores sind forbinder med tryghed (som er del af problemet).

Vi vil give vores kraft væk til autoriteter der lover de kan hjælpe os, i stedet for at lytte til vores indre stemme.

Vi vil være blinde for de gaver som vores smerte byder på, den visdom som kan høstes ved at gå i dyb, nysgerrig, åben kontakt med vores smerte.

Vi vil kæmpe i stedet for at lære at lege og vokse, også i de sværeste omstændigheder.

Vi vil forstærke ideen om at vi kun kan leve et meningsfuldt liv hvis vi er raske og i balance. Vi vil blive afhængige af sundhed.

Vi vil gå glip af muligheden for at lære vores egen sjæl at kende gennem den smerte og process som tilbydes os.

Jeg arbejder ikke for at du bliver helbredt fra din smerte, jeg arbejder for at du midt i smerten finder din kraft, kærlighed og visdom. At du finder din sjæls kraft.

Paradokset er, at når vi får fat i vores egen sjæls kraft, ja så heales smerten også – men det er sekundært, og en følge af processen. Hvis vi gør det til målet i sig selv duer det ikke.

Ligesom når vi vælger passionen i vores arbejde, så kan vi opleve, at på trods af pengene ikke driver os, så kommer der penge til os. På samme måde er healing en afledt bonus ved at søge vores sjæls kald gennem smerten.