Der er så mange måder vi kan være i kontakt og relation med livet og hinanden.
Noget af det højeste jeg kender, er at mødes i sjælen. Det er ekstatisk, som at svømme i ren kærlighed og lys og være så uendelig tæt og eet med en anden sjæl.
Som rene verdener af højvibrerende tyktflydende lys. Den verden min sjæl kender, er så uendelig ren, kraftfuld, lysende og kærlig – at livet på jorden og i inkarnation fuldstændigt falmer, er som det tykkeste mudder.
Når jeg træder forbi fysisk krop, mental krop, følelseskrop, energikrop, karmisk krop, ego – så er det som er være i himmerige.
Billedet her, er som jeg mærker og oplever disse verdener.
Men… det er stadig ikke det højeste.
Havde jeg ikke oplevet det som er højere og dybere, ville jeg tro at sjælens riger er det ultimative. Men, der er det som er større.
For nok er sjælen uden de mange grovere kroppe og uden ego, men sjælen har stadig et “jeg”. Sjælen er stadig et adskilt perspektiv, omend der ikke er ego tilknyttet.
Og der er det, som er forbi dette. Der er kilden selv. Det fuldstændige formløse.
Når jeg slipper ethvert forsøg på nogen som helst relation, nogen som helst kontakt eller møde med noget, så falder jeg.
Ind ind ind, dybere, som i en afgrund af ingenting. Der er mange porte og mange portvogtere på vejen, en af dem er min frygt for den totale adskillelse og ensomhed. Når jeg er villig til at miste alt, give afkald på alt, på at dø fra mig selv og alt, så træder jeg igennem.
Der, møder jeg det formløse, og i det formløse genkender jeg den dybere essens, forbi sjæl og forbi center. Og alligevel her, det mest centrerede af alting.
Det som kender sig selv, uden at blive mødt eller spejlet. Det som er sig selv og hviler i sig selv og kender sig selv allerede. Den rene kraft, der ikke observerer og som ikke har bevidsthed om sig selv – men som er den rene bevidsthed.
Kraft, glæde, og den vildeste kærlighed eksploderer fra dette sted.
Herfra genfødes hele verdenen, og alle andre på ny. Alting ser jeg, uden et ønske om noget, fordi jeg hviler der hvor alting er eet.
Så ser jeg verden rent, uden filter, uden projektion.
Det er kontaktløst i normal forstand, fordi ingen perception og intet sanseindtryk, heller ikke på fineste energetiske og astrale plan, lander ind dette sted som bare er.
Og i det, ser essensen sig selv i alting. Det som er før alt, ser sig selv i alting.
I eksplosiv kærlighed, så er hele livet og verden i form et eventyr. Et eventyr af genkendelse, et eventyr af realisering af kilden der vågner til sig selv i alle former.
Og på magisk vis, har kilden her relation til sig selv gennem alt.
Her i denne relation, er det lige meget om det er højeste sjæle-verdener og ekstatiske lys, eller om det er tirsdag eftermiddag på planeten jorden i gråvejr. Det gør ingen forskel. Når blot essensen genkender sig selv.
Den relation, den dans, det eventyr – er større end selv den højeste ekstase.
Når dette erfares, så slipper selv sjælens højeste planer deres tiltrækning som noget særligt. Når jeg ser, at gud er i alt og ønsker kun at erfare sig selv som alt, så giver inkarnationen her i krop og mange tunge inkarnations-kroppe fuldt mening.
Så åbner livet sig som et stort eventyr.
.
Og samtidig med alt dette, sidder jeg her, som det menneske jeg er inkarneret som. I al sin ydmyghed og med alle sine fejl og mangler.
Eventyret ønsker at vågne op her i form, igennem inkarnationen, bringe det højeste ind i det laveste.
Så det siger jeg ja til. Ja til eventyret, her i form og menneskeliv.
God tirsdags gråvejrs-eftermiddag til jer 🌊
.
Genkender du hvad jeg skriver? Oplever du det samme? Jeg vil elske at høre din oplevelse og erfaring – for det her er da det smukkeste at mødes om og udveksle om.
Og mødes vi i session eller cirkel, så er min invitation sammen at erfare disse planer af eksistensen – og at heale alt der står i vejen for denne adgang.