En vision der åbner sig, her i min søndag morgen. Den melder sin ankomst, som en stille strøm af sørgmodighed og så, ser jeg lige ind i verdens ende.
Det største smukkeste blødeste åbne rum, der bare summer af tomhed, og sluger alt ind i undgåelig afslutning.
Mine drømme, mine håb for livet som jeg ingengang ved jeg har, mine ideer om alt og alle. Alt bare suges ind i dette store kærlige verdens ende.
Som at dø, og sorgen ved at dø, og dog så blødt, for gennem denne stille død strømer en ny verdens fødsel.
Åh, mit hjerte brister i mødet med dette.
Tab af alt, blødeste tab og given efter. Som et stille slip.
Omkring mig, er I, mine elskede venner og sjæle på vejen. I der følger mig i kærlighed. I er her, står om mig og er med mig. Vidner og bare er med mig i kærlighed.
Og selv dette, det mest kærlige og dyrebare her i form – det hellige sjælefølgeskab i kærlighed og vågenhed – selv dette, kan ikke komme med ind i den bløde død som jeg kaldes til.
Jeg går alene ind her, i mod denne store brede langsomme verdens endelige.
Langsomt, udelt, al modstand er væk, og i denne overgivelse trækkes hele mit væsen dybere i mod denne bløde kalden.
Alt forstummer.
Alt bliver lysende rent.
Alt står stille.
Nulpunkt.
Og her….
En sol der åbenbares, og stille stråler sit gylne morgenlys over en ny verden.
Dybere virkelighed der fødes, ind gennem alt.
Jeg er her stadig.
Vasker op.
Livet er.