Fusions healing

Fusions-healing

null

Fusions-healing er den kraftigste og dybeste healingsform jeg selv har oplevet og selv faciliterer.

Jeg kalder det fusions-healing, da den fysiske oplevelse i healingen er som en kerne-fusion finder sted i kroppen i det sted hvor det relevante traume er mest sammentrukket, som er der hvor healingsenergien lander i kroppen. Man er ikke i tvivl når denne healing virker, det er som at blive gennemstrømmet af en universel healende kærlighedskraft.

Healingskraften i denne healing går direkte fra skaberkraften selv og til traumet. Jeg er ikke kanal. Min rolle i healingen er at hjælpe med selve påkaldelsen af healingen samt at give støtte, tryghed og ro til personligheden så den kan træde til side i tillid og lade healingen ske, og samtidig at styrke personligheden i at være vågen og opmærksom så det ser sker i healingen lagres i vores bevidste sind som visdom.

Fusions-healing er relevant for tidlige traumer, som stammer fra før personligheden var udviklet, dvs fra vi var et par måneder gammel og tilbage i fostertilstanden. Når disse traumer åbner op, har vi ikke længere mulighed for at bruge den healingskraft der ligger i vores personlige bevidstheds lys, da vores bevidste personlighed vil være gennemsyret af traumet, og derfor fuldstændig overvældes og oversvømmes når disse tidlige traumer åbner sig.

For at en fusions-healing kan finde sted, kræver det at personligheden er tilstrækkelig åben eller villig til at lade healingen komme ind. Det vil ofte være tilfældet hvis man er i en tilstand på vej mod personligt sammenbrud eller krise, eller hvis man er fuldstændig udmattet efter at have prøvet at møde (eller undgå) traumer med viljeskraft, og en villighed til overgivelse er modnet indefra. De rette omstændigheder for fusions-healing kan også opstå i forbindelse med indre barn-arbejde hvor vi naturligt møder traumerne der ligger under de indre børn.

Det er altid en forudsætning for healingen at der er en aktiv og vågen personlighed tilstede, som kan tage beslutningen og selv være med i påkaldelsen af healingen. Før healingen begyndes spørger vi altid eksplicit personligheden om accept, og i hele processen er det hele tiden personlighedens valg at lade healingen ske. Formålet med denne inddragelse af personligheden, er at bibeholde personligheden intakt og i kontrol. I stedet for at personligheden skylles bort af de store energier, begynder personligheden i stedet at føle sig tryg, og vil med tiden gå fra at søge kontrol, til velvilligt at begynde at støtte op om at give de højere healingskræfter adgang. Dette arbejde med integrationen af personlighed med højere energier, er det som gør det muligt at få bevidst adgang til egne healingskræfter.

Efter en fusions-healing vil systemet stå meget åbent. Vi bruger tid på at invitere personligheden og forsvarsmekanismerne tilbage, og bruger tid på at lande i kroppen, skabe ro og jordforbindelse og lade efterklangen af de høje energier nærende gennemstrømme krop og sind.

En fusions-healing kan sammenlignes med en operation af en svulst dybt i kroppen, hvor vi nænsomt og med mindst muligt invasion, skaffer adgang og eksponerer svulsten af smerte, lader de større energier foretage selve operationen, og derefter hjælper til at lukke såret. Uden svulsten vil kroppen efterfølgende selv finde større balance på alle planer.

Min erfaring er, at et traume der er blevet mødt i en fusions-healing, aldrig kommer tilbage med samme styrke. Det kan dukke op igen, og gør det sikkert hvis det er dybt, men for hver gang med betydelig mindre destabiliserende kraft og intensitet. En anden effekt vil ofte være, at når traume-kernen begynder at opløses, så er der et oprydningsarbejde med alle de afledte skævheder og blokeringer i kroppen som kerne-traumet holdt sammen på. Dette arbejde kan gøres med langt mildere metoder, fx healing enquiry og almindelig kropsarbejde og healing.

Kontakt og praktisk information

START TYPING AND PRESS ENTER TO SEARCH