Opvågning er når vi sandt “ser” det som altid allerede var.
Når først vi selv “ser” det virkelige, bliver det nemt at skelne og klart se hvem som ellers er vågne – hvem som ser hvad vi “ser”.
Det er lige så nemt at afklare om et menneske vi møder har opvågning,
Jeg er ikke bange for spirituelt boycut eller at jordforbindelsen forsvinder når det åbner i en opvågning.
Spirituelt boycut er jo ellers et fy-ord i den spirituelle verden….
Når vi har en åbning til kilden – det som er forbi form – så kan der ske det at vi kaldes og drages på en måde så vi går ud af vores form og menneskelighed.
Opvågning, er som at finde midten af alt. Midten af os selv.
Det balancepunkt, hvor alt er i harmoni.
Der hvorfra der ikke er noget sted at gå hen. Der hvor alt er hjemme.
Et sted uden polaritet og uden kanter.
Så simpelt at det er ufatteligt,
Uden opvågning og bevidsthed ind i virkeligheden, så kan vi virkelig ingenting, andet end at køre i ring.
Med opvågning og med bevidstheden om det der er virkeligt forbi os selv, der kan alt finde vej.
I min verden og det sted jeg kommer til, er det så fuldstændig klart, at uden opvågning kan vi virkelig ingen ting,
Har du en opvågning, så regner jeg med du selvfølgelig kender til det at “brænde”.
Lige så smuk og fantastisk en opvågning er i sin essens, lige så sikkert er det at for hver en lysindstrømning vi har, og for hver en åbning vi har til kilden/gud, så følger en proces af brænding,
Opvågning kan være så voldsom, at vi vender os bort fra vores opvågning igen.
For indstrømningen af en bevidsthed og lys og enhed, som sker i opvågning – bryder alle de lukninger ned vi bygget i os selv.
Det kan være næsten ubærligt at være med alt det der kommer til overfladen i en åbning.
Jeg vil dele med dig, om den smertefulde skønhed, ved at vågne til en virkelighed før noget andet – og erfaringen at stå alene i den virkelighed. At intet andet menneske ser, erfarer, værdsætter den virkelighed som vi er vågnet til.
En vågnen så slørene falder. En vågnen til at alt er her.
Opvågning kan være både rædsomt som tortur og følelsen af at frarøves alt så smerteligt – og det kan være som den største velsignelse og et eventyr forbi al forstand.
Det er vores eget valg, forskellen er vores “ja” til at gå med det vi er vågnet til.
Når vi har spirituel åbning, på hvad end plan, så er det næsten altid overvældende i en eller anden grad – og spørgsmålet melder sig om hvordan vi kan beskytte os selv.
Svaret er for mig afgørende forskelligt, alt afhængigt af om vi er et jeg der har åbning til højere planer og finere sansning,
Når vi har opvågning, så vågner vi ikke op til “noget”
Vi vågner op til lige det modsatte, af “noget”
Det der sker er, at alt det som er “noget” falder bort, sådan at det som alting og ingenting er, træder frem.
Det som ikke kan defineres,
Jeg kender til dæmoner 🔥👹🔥
Til at blive angrebet, hjemsøgt, invaderet, rystet i min grundvold af dæmoniske energier, djævle og ting forbi selv de vildeste gyserfilm.
Åbningen til “mørket” skete for mig, som del af en meget stor lysåbning i 2015. Jeg havde et møde med det mørkeste mørke, kiggede ind i øjnene på ondskaben selv.
Sjælens mørke nat ✨🌑✨
Der er mange mørke nætter på opvågningsvejen, som jeg kender den. Sindets, hjertets, kroppens og sjælens mørke nætter.
Essensen af de mange mørke nætter, er tabet af mening i det vi fandt uden for os selv.
𝐒𝐢𝐧𝐝𝐞𝐭𝐬 𝐦ø𝐫𝐤𝐞 𝐧𝐚𝐭:
Sindet har fundet mening i den adskilte tanke.
Er du woke eller er du awake?
Hvad vågner du op til i din opvågning?
Vågner du op til konkrete indsigter, oplevelser, forståelser og sansninger ELLER vågner du til det, hvoraf alting fødes?
For mig er det fuldstændig afgørende at vi skelner, mellem at vågne til “noget” i modsætning at vågne til det som er før alt,
Med en spirituel åbning kommer naturligt også ubalancer.
Jeg taler også fra min egen erfaring og vej.
For spirituel åbning kommer primært ind gennem et enkelt af vores planer eller legemer til en start.
Enten gennem den mentale plan, hvor sindet åbner for højere kraft der fx opleves som lys,
