Opvågning kan være så voldsom, at vi vender os bort fra det vi er vågnet til

Opvågning kan være så voldsom, at vi vender os bort fra vores opvågning igen.

For indstrømningen af en bevidsthed og lys og enhed, som sker i opvågning – bryder alle de lukninger ned vi bygget i os selv.

Det kan være næsten ubærligt at være med alt det der kommer til overfladen i en åbning.

Sådan har det været for mig, og sådan er det for de jeg møder i opvågning.

Selv når vi har en opvågning og erfarer at det levende, store, fuldendte, kærlige er os nær, og elsker os ubetinget – ja så kan smerten gøre, at vi kommer til at gå i kamp og overlevelse.

Smerten kan gøre, at vi begynder at lede efter en anden løsning, end den som er lige foran næsen på os: nemlig, at sige ja til vores opvågning og til kærligheden gennem alt.

I min egen erfaring fra tidspunkter af intens smerte, kan det være som et gå på som en linedanser stadig dybere ind i tillid, balancerende hvor blot et enkelt øjebliks uklarhed kan kaste mig ind i et dyb af smerten og fortabelse.

Så delikat balance mellem at vælge at gå dybere ind i opvågningens klarhed og ubetingede kærlighed, eller at gå med frygten, traumerne og reaktionerne.

Det er så delikat, og så nemt at komme til at gå med frygten – hvis ikke vi ser, at smerten der vælder op, jo netop er her FORDI vi er ved at åbne til kærligheden.

Det er et skisma, mellem enten at blive hevet ind i smerten og alt det som bevæges, og at kunne hvile dybere ind, have tillid og give os selv ind i det store vi er vågnet til og som vågner gennem os.

For mig dette valg det afgørende, som skal tages 100.000 gange på opvågningsvejen.

Hver gang vi tager det valg, og siger “ja” til det levende virkelige større end mig og min smerte, så er det fuldstændigt selvindlysende for os at det er det valg som vores hjerte og sjæl ønsker at tage.

Hver gang vi tager det valg, så bliver vi bekræftet i vores opvågning, og vi ser at vores smerte er ikke mere virkelig, end at vi kan træde igennem den og ind det sted som er dybere end smerte og adskillelse.

Det er ikke fordi smerten skal gå væk. Det er ikke fordi smerten nødvendigvis forsvinder heller.

Det er fordi vi træder dybere ind, og finder vores eget væsen som er før smerten og før adskillelsen.

Det er fordi vi finder den virkelighed som er før denne inkarnation, og dermed fri af alt der er sket i denne inkarnation.

En virkelig som er før alle inkarnationer, og dermed fri af al vores karma.

Det betyder ikke at vores karma ikke stadig skal mærkes. Det vil stadig bevæges og måske også udspilles.

Men ved at tage dette “opvågningens valg” 10.000 gange, der styrkes, rodfæstes og forankres vi i vores opvågning.

Vi begynder at erfare, at når vi tager valget at sige ja til kraften, så siger kraften ja til os.

Det er det endegyldige valg, som i sidste ende opløser sig selv og er et slip af alle valg.

Det er med viljens kraft, at vælge villigheden og lade en større vilje få lov igennem os.

Det er det valg, hvormed den højeste vilje og vores egen vilje med tid bliver eet.

Al smerte og adskillelse mister langsomt sin magt over os, som vi tager det valg igen og igen.

Med tid, så bliver dette valg af at sige “ja” til det virkelige, til vores vej.

Det bliver vores vej, fordi det er så åbenlyst at der ikke er andet der er sandt og virkeligt.

Og med tid bliver vejen bredere, og vejen kalder os, også når vi går af den.

Men til en begyndelse, lige når vi vågner, når smerten er stor, så er det så nemt at vi kan gå af den vej som har åbnet sig for os og som er den dybere løsning. Vi kan gå af vejen og blive så dybt fanget i smerten.

Min intention med at dele dette, er både for mig selv, og for dig som er på opvågningsvejen, hvor end tydelig denne vej står for dig.

Min intention er at styrke den vej, af at vækkes til det virkelige, og i dette valg at vække os selv til dybere virkelig igen og igen.

Ved at dele denne video, er min intention at kalde dig til at gå den vej der er åbnet. Og samtidig jo også, at kalde mig selv, stadig dybere og dybere, i det som mit hjerte kender som vejen, som sandheden, som det fuldstændig åbenlyse – og som den kærligste måde at gå i livet på, og udtrykke livet på.

Denne vej er også min invitation, her i det praktiske plan. Invitation til følgeskabet.

Min invitation er i følgeskab, ligemeget om i rum af session eller cirkel, sammen at tage tage det valg og tillade det levede, ind gennem alle planer, alle lag og alle dimensioner af os – i stadig større frisættelse til kærligheden der er eet.

Min invitation er at bringe det vi er vågnet til, ind gennem alle planer af os selv, ind i rummet af relation og videre ud i det levede liv og verdenen.

Hermed delt. For min egen skyld. Med ønske om at det må være til styrkelse for dig i opvågning. Og også bare delt helt fuldendt i sig selv, uden noget behøver at ske.

Tak