Det er så paradoksalt for mig, at lave de her videoer…

Det er så paradoksalt for mig, at lave de her videoer…

Fordi, når jeg laver videoer, så kan jeg ofte komme til at tale fra et sted som en der ved noget.

Også selv om jeg siger, at jeg ikke ved noget – så kan der i min energi være en følelse af at jeg er en der ved noget.

Det er hvad jeg vil kalde et spirituelt ego. Det vil jeg gerne pege på, som mit eget spirituelle ego. Min jeg-følelse der samler igen og igen, og gør det ved brug af min spirituelle erfaringer.

Så nogle gange har jeg ikke lavet videoer i lange perioder, fordi jeg synes at det er jo ikke sandt alligevel.

Der er også en balance i det, fordi der kan også være en værdi i at dele spirituelle erfaringer.

En af de største værdier for mig, ved at dele her på video – er at være tro mod min vej.

At jeg stiller mig frem åbent, i den grad jeg tør og kan det, og i den vågenhed som jeg nu kan være i det på en video. Nogle gange blot i ord, abstrakt eller i 3-person.

Men det er værdien for mig, at bringe det som jeg så INDERLIGT elsker frem i det åbne.

.

Det er så dybt, så inderligt og åbner mig i al min sårbarhed, at det føles for mig som for meget at dele det i sin dybde her på video.

Det er så råt når jeg går til min egen dybde, at jeg ikke føler det trygt at stille mig så åben her på video, som jeg er i min egen dybeste hengivelse og kærlighed. Det føles i mig som at have sex på video gange 1000.

Derfor bliver det ofte bare til en abstrakt deling, hvor jeg deler “om det”, i stedet for fuldt at dele “fra det”.

Der er noget så helligt i hengivelse, og jeg mærker at passe på mig selv og ikke presse det allerfineste i mig til at skulle deles på video.

Så derfor danser jeg lidt her frem og tilbage, mellem selv at have uendelig dybde af erfaring, og samtidig føle at jeg på ingen måde nogensinde kan gøre det ære på en video.

Det er del af min dans, her på mine videoer.

.

Jeg ønsker ikke at komme til at bilde mig selv ind, at jeg “ved noget”.

Og paradoksalt nok, så kender jeg en vej.

Vejen af igen og igen at intet vide. Igen og igen at sige ja til at være lige her, og bare stå åben.

Ved jeg så noget, hvis jeg kender den vej?

… er det ikke sjovt og paradoksalt.

.

Jeg kender og har i min egen vej gået i så mange verdener.

Trådt ind i så ufatteligt mange bevidsthedsplaner, høje, lave og parallelle planer som er i denne eksistens.

Har gået der, og draget erfaringer der.

Bliver jeg klog af det?

Ved jeg så noget?

Har jeg så en erfaring der er væsentlig at dele?

Måske…

Måske i den forstand, at jeg igen og igen ser, at lige meget hvilken verden jeg er i, og lige meget hvilket bevidsthedsplan jeg går i – så er der een virkelighed gennem det.

Og i den fuldstændig klare realisering, der brydes den verden og det plan jeg står i.

PUF!

Og så stor jeg blot der, i den samme virkelighed gennem alt, stadigvæk.

Som at vågne af en drøm, på tusind planer.

Lige meget hvor farverigt, imponerende, himmelsk et nirvanisk plan.

Eller hvor uhyggeligt mørkt et plan.

Så er der bare den samme virkelighed der åbenbares.

.

Er det så vigtigt at vide noget om alle disse planer?

Er det så vigtigt at dele noget om alle disse planer?

Er det vigtigt at dele konkret erfaring ind i disse planer?

Helt menneskeligt og relativt ser jeg der kan være en værdi i den simple genkendelse, at “ok, dejligt at vide du også har været her i denne himmel/helvede hvor jeg er”.

Men essensen er jo, at vejen er den samme i alle planer og verdener – og der er alligevel ingen som kan gøre erfaringen for os.

Vi er hvor vi er, og der hvor vi er, kan vi tage valget om at være her – helt og vågne og åbne og intet vide – og i det bare STOLE. Ikke imponeres af noget eller frygte noget.

.

Det er jo det samme når vi sidder her, hvad enten på skrift her eller ansigt til ansigt: Tror du så på noget jeg siger? Lytter du til mine ord?

Og tror jeg selv på det jeg siger?

Eller kan vi mødes dybere – der hvor ingen adskillelse er.

Det sted, hvor vi ikke er en “nogen”.

Der hvor en “nogen” – et “jeg” bare ses for det en “nogen” er.

Der hvor en “nogen” er en smuk magi der bare springer ud af intetheden og kærligheden selv.

Kan vi mødes der, så synes jeg der ikke kan finde mig selv, at vi lidt er på vej et godt sted hen… ;-)

Stedet af ikke at skulle noget sted hen.

.

Stedet af at opdage, at vi hele tiden var, der hvor vi dybest set ønskede at være.

Stedet af at opdage, at den store rejse leder kun til sin egen begyndelse. Den leder ind i den fuldendelse der hele tiden var.

En “vej” og en “ikke-vej”.

En “rejse” og en “ikke-rejse”.

.

Det er da sjovt…

At jo mere vi ved, jo mere ved vi ikke.

At jo mere vi dybt erfarer virkeligheden, jo mere erkender vi at det vigtige er før enhver erfaring.

Det er da sjovt.

Det er da smukt så simpelt det er.

Det er da magisk, denne udfoldelse som sker, af sig selv og i sig selv.

Ufatteligt og kærligt.

Det er svært andet end sige “suk”.

Måske jeg lige kan knibe et lille “tak” ud.

Tak, tak for alt. Og tak for intet.

Tak