Jeg er ikke bange for spirituelt boycut eller at jordforbindelsen forsvinder når det åbner i en opvågning.
Spirituelt boycut er jo ellers et fy-ord i den spirituelle verden….
Når vi har en åbning til kilden – det som er forbi form – så kan der ske det at vi kaldes og drages på en måde så vi går ud af vores form og menneskelighed.
Opvågning, er som at finde midten af alt. Midten af os selv.
Det balancepunkt, hvor alt er i harmoni.
Der hvorfra der ikke er noget sted at gå hen. Der hvor alt er hjemme.
Et sted uden polaritet og uden kanter.
Så simpelt at det er ufatteligt,
Det er så paradoksalt for mig, at lave de her videoer…
Fordi, når jeg laver videoer, så kan jeg ofte komme til at tale fra et sted som en der ved noget.
Også selv om jeg siger, at jeg ikke ved noget – så kan der i min energi være en følelse af at jeg er en der ved noget.
Jeg vil dele med dig, om den smertefulde skønhed, ved at vågne til en virkelighed før noget andet – og erfaringen at stå alene i den virkelighed. At intet andet menneske ser, erfarer, værdsætter den virkelighed som vi er vågnet til.
En vågnen så slørene falder. En vågnen til at alt er her.
Om at vågne til den levende midte i alt, tømmes og fødes herfra som helligt barn af midten.
En deling, om min egen sjæls dybere ønske der udtrykkes i en empat-personlighed, og at arbejde som healer.
I ønske om at bringe et dybere perspektiv på det at være empat, som så ofte “blot” betragtes som et personlighedstræk og forstås fra “jeg’ets” begrænsede perspektiv.
En vision der åbner sig, her i min søndag morgen. Den melder sin ankomst, som en stille strøm af sørgmodighed og så, ser jeg lige ind i verdens ende.
Det største smukkeste blødeste åbne rum, der bare summer af tomhed, og sluger alt ind i undgåelig afslutning.
Mine drømme, mine håb for livet som jeg ingengang ved jeg har,
MORGENPRAKSIS
Der var en gang, hvor jeg havde en fast og struktureret morgen-meditations-praksis, med bøn og øvelser der ledte ind i meditation.
Det har jeg ikke længere. It’s long gone baby…
Bare ideen om at lave en øvelse, skulle noget, være på vej et sted hen, er meningsløs i mig.
Når jeg sidder i en session med et andet menneske, er jeg altid selv del af ligningen.
Lige meget hvor meget jeg kender processerne, og hvor smukt og klart healingen flyder og lige meget hvor meget jeg er på hjemmebane – så er jeg også altid del af en dybt personlig og gensidig relation.
Min spirituelle vej har været selvcentrering.
En del af den i hvert fald… Den del jeg kalder enquiry.
Det selv-centrerede spørgsmål “hvad er virkeligt i MIN egen oplevelse?” – “hvad er dette øjeblik faktisk, som JEG oplever det?”
Og jeg vil gerne dele med dig om den vej,
I denne tid skifter mit arbejde karakter, og jeg vil gerne dele om dette skifte og en ny invitation, som den viser sig.
Det sidste års tid har min invitation primært været det dybe tillidsfulde og hengivne “ja” til smerten, skyggerne, mørket og døden. Ja i den simple accept og det inderlige ja igennem bøn.
