I mit hjerte kalder et dyb
dybt som det mørkeste hav
blødt som natten
uendeligt
levende
jeg kan ikke undslippe dette dyb
alle steder jeg ser, og hvor end min tanke går, strømmer dette dyb og kalder mig hjem
ingen steder at gå hen
jeg kan ikke forføres, kan ikke fortabes
dette dybe mørke vand, strømmer i alt, og jo mere jeg ser efter noget andet end dette dyb, jo mere viser dybet selv i alt
der er ingen vej ud, ingen distraktion eller flugt mulig, alle veje er blinde og alt peger ind i det dybe som kalder mit væsen
jeg græder, i dette fald ind i dybet, i åbningen til mine dybeste sår af forladthed og isolation
men tårerne og gråden er bare det, tårer og gråd som musik i dette dyb
jeg fuldstændig omsluttes og elskes af dybet
så dybt forbundet i midten af mig selv, her i den mest fuldendte alenehed, her i guds inderste
alt står stille, her er kun gud, kun altet selv
hvilende i sin egen midte
altings begyndelse og altings endelige
ohm shiva, krishna, kristus, maitreya, ram, babaji
intet navn, ingen begyndelse, og ingen slutning
AUM