MORGENPRAKSIS
Der var en gang, hvor jeg havde en fast og struktureret morgen-meditations-praksis, med bøn og øvelser der ledte ind i meditation.
Det har jeg ikke længere. It’s long gone baby…
Bare ideen om at lave en øvelse, skulle noget, være på vej et sted hen, er meningsløs i mig.
Meningsløs for mit sind, meningsløs for mit hjerte, meningsløs for min krop helt ind på celleplan.
Jeg kan ikke mobilisere nogen energi omkring “at praktisere”. Den spirituelt praksiserende’s “vilje” er knækket i mig uigenkaldeligt.
Nu sætter jeg mig bare i templet her, tænder min timer på 1 time 45 min, og så er den eneste regel:
“BLIV”
Ikke på puden, men i rummet.
Gå ikke ud af døren. Bare bliv i rummet, i 1 time og 45 min.
Bare…
BLIV…
Uden at vide eller ville noget. Bare bliv.
Og så starter den rene lyksagelige umulighed.
Jeg aner ikke hvorfor jeg er her og hvor det leder hen. Selv om jeg har siddet her 1000 gange før, så er det stadig som at sidde her første gang. Alt står åbent, jeg ved intet, og al “praksis” jeg nogensinde har lært føles ikke som nogen hjælp.
Alle veje brænder op, jeg bare er her.
Jeg steges i en langsom ild, der æder alle mine ideer om alting og om hvem jeg er. Ilden brænder i alle lag af mig, mit sind, mine følelser, min krop.
Og jeg bare er med alt, som en glad idiot. Det føles ikke som nogen særlig fin yogisk praksis.
Jeg vrider min krop som kroppen vil.
Jeg lader åndedrættet få lov at bølge i mine lunger til deres fulde kapacitet i ren nydelse.
Jeg kan i øjeblikke få følelsen af at det er en åndedrætspraksis og jeg er på vej et sted hen, men i det næste øjeblik har jeg glemt det og er i gang med at danse rundt i rummet, smider tøjet, lader elskovsenergi fra mine fyldige sensuelle brede kraftfulde hofter bruse passioneret gennem min krop mens energien fylder mig med nydelse.
Og så, i tårer i bøn på gulvet.
Og så piller næse og er katatonisk faldet i staver uden en eneste tanke kiggende tomt ud i luften.
For igen at danse. Griner og græder. Jubler og opgiver. Bølger der rejser sig og falder igen.
Der er ingen struktur, ingen steder der leder hen, der er bare umulighedens utæmmede dans og overgivelsen til ikke at kunne noget som helst, og igen praksis til at hjælpe mig ud af denne umulighed.
Jeg danser mig ind i fuldstændig fortabelsen, opgivelse af alle ideer, og overgivelse af alle håb om at min morgenpraksis eller mit liv på noget plan leder noget sted hen, endsige lykkes på nogen måde.
Men jeg bliver. Bliver i rummet…
En gang imellem i et menneskeligt øjeblik kigger jeg på den forbandede timer der ligger og glor på mig og griner af mig som vidne om min uformåen og min fuldstændige mangel på praksis eller retning.
Åh et inferno af umulighed. Som at være en karklud der bliver vredet på stadig nye måder ind i overgivelsen.
Og så, altid uventet, altid ud af det blå, rammer det som et stille lyn.
BUM
Stilheden.
Alt står på linje.
Alt er i ro, fra top til bund.
Stille strømmen i hele kroppen og i alle chacraer.
Alt falder ind i midten af midten.
Meditation SKER.
Lys, salighed og vished.
JEG VED bare, og jeg lader mig falde med og slipper mig selv.
Meditation tager over, og der er intet “mig” der gør det.
Ingen praksis og ingen praktiserende.
Bare salighed, lysende midte, strømmende rent, klarhed, åbenhed, vågenhed, kærlighed.
Det varer så længe det varer. Tid er væk.
Når jeg bliver selvbevidst, ja så er det slut. Der er ingen vej tilbage ind i meditationen. Det er slut når det er slut. Det efterlader igen spor af sig selv.
Som en velsignelse der kom, uden at vide hvorfor eller hvordan det skete. Ren nådegave.
Jeg er glad. Fejrer i mit hjerte. Takker livets strøm for dens gavmildhed og overflod. Som et nyfødt barn, og nu hele verden der ligger åben.
Er som menneske så dybt næret, fyldt op, glædefuld, jublende. Dagen er allerede fuldendt og kun lige begyndt.
Taknemmelig for den kraft, større end mig, der gør alt.
Alt jeg skal, er at stå åben i tillid. Det ved jeg nu, endnu dybere…
Og jeg ved også, at min ikke-praksis er min praksis.
At ikke-vejen er min vej. At det er den eneste vej mulig og sand.
Åh en frihed, bare at være en glad idiot der intet ved og intet kan.
Uden grund bare elske og stole på det som er forbi enhver forstand.
Om Namah Shivaya 🙏💛🔥