Velkommen til Sjælens Kraftcirkel

Velkomst og praktisk Sjælens kraftcirkel

null

Kære ven

Dybt velkommen til Sjælens Kraftcirkel. Til samling i cirklen om den levende kraft.

Her alt det praktiske, stort og småt, med ønsket om at du må finde godt vej og føle dig velkommen og tryg første gang i cirklen.

 

Tilmelding

Vi er en lille cirkel max 8 personer, tilmelding i forvejen, og gerne i god tid og så vi i energien kan samle feltet på forhånd.

Som bidrag/energibalance foreslår jeg 250 kr, eller som det føles ret for dig i hjertet. Bidrag er i frihed som donation til templet og stedet her.

Du tilmelder dig ved at skrive til mig og samtidig overføre på mobilepay 21455522 med tekst “Cirkel [dato]”

 

Ankomst og landing

Ankomst fra kl 17.45. Vi starter kl 18.00 når alle er ankommet.

Ved forsinkelse, send mig sms så jeg ved du er på vej. Vi venter med at starte til alle er ankommet.

Adressen er Smidstrupvej 76, 3230 Græsted. Ude fra asfaltvejen skal du ned ad en lille grusvej der går venstre om naboens hus der ligger ud til vejen.

Fra gårdspladsen, skal du videre helt ind i gården, og ind ad hoveddøren som er den midterste dør i gården. 

Jeg er allerede i templet når du ankommer, så du går bare ind. Der er knager til jakker, og toilet i gangen på vej hen til templet. 

Du må gerne lade mobilen ligge i garderoben på lydløs/fly. 

Når du føler dig landet og klar, så find blot ind i templet. Det er til venstre, gennem bryggerset, der hænger et ohm-tegn på døren.

Her er meditationsstole, -puder og tæpper, eller du kan medbringe dit eget grej som du vil.

Jeg sidder allerede i cirklen, og de som allerede er ankommet, sidder også i cirklen – i stilhed og bare lander.

Jeg håber du må føle dig fri og velkommen, også selv om jeg ikke i ord byder dig velkommen. Måske du vil udveksle et smil, vinke eller et namaste med mig og de andre – forbinde os i energi og hjerte gennem rummet, også selv om der ikke er ord men bare stilhedsrum til start. Du er også velkommen og komme hen og sige stille hej hvis du har lyst. Jeg er bare i ro, og holder energien, så jeg smiler bare til dig, men vid at du er dybt velkommen.

Så bare find ind og tag en plads i cirklen, det er ikke faste pladser, så du kan sidde hvor du vil. Der er en reol med tæpper og puder og du er velkommen til at tage hvad du har brug for så du sidder godt. Vi skal sidde længe, så mærker du ikke du sidder optimalt, håber jeg du rejser dig og henter tæpper og hvad du skal bruge – jo bedre og mere afslappet vi alle sidder, jo dybere kan vi gå sammen.

Der er ingen regel om at man skal sidde og være seriøs eller have lukkede øjne. Jeg håber virkelig bare du må være fri, finde dig nysgerrigt til rette i energien mens vores cirkel langsomt samles. Velkommen til at kigge nysgerrigt rundt, og mærke hver eneste af de andre i cirklen. Mærke os andre, sende et blik, et vink, mærke dybt hvordan det er at lande i et fremmed rum med fremmede mennesker. Velkommen til at være dig, være fri, tage dit energetiske rum, også selv om det er første gang du er her, og det måske føles ukendt.

Vi kommer til at sidde i lang tid, så virkelig gør dig det behageligt. Sørg for at du sidder godt og afslappet, man skal ikke sidde som en yogi, det er vigtigere at kroppen har det godt og slapper af, energien skal nok gøre sit.

 

Intention og orientering for vores cirkel

Vi mødes om den levende kraft, om det formløse hellige, det dybeste virkelige. Den kraft som frisætter, healer og velsigner.

Jeg sidder der, holder rum, og ser måske (?) ud til at vide noget eller kunne noget. Men, det handler ikke om mig, det handler om kraften og ilden og delingen som sker gennem os som cirkel. 

For denne kraft er jeg selv modtager og i den kraft er vi lige. Det er det som er så smukt ved at dele det store inderste.

Så velkommen at være dig, slappe af, og synke ind i denne kraft som vi sidder i cirklen. Og jeg beder dig slippe enhver ide om at jeg har en særlig rolle. Jeg skriver det så eksplicit, da det gør meget ved energien hvis fokus er på mig. Invitation til at orientering må være ind i kilden, fra start til slut, det er i dette fælles fokus at kraften kan arbejde frit.

 

Den fælles praksis

Jeg inviterer til at gå gennem en række trin. En slags fælles praksis. Jeg gør det af disse meget faste trin, med intentionen om at fokus kan være på praksissen og vejen ind, og at fokus med tid ikke behøver være at lytte til min guidning, men kan hvile ind i vandte fælles praksis. Her er de skridt vi går igennem:

1) Landing, hvor vi inkluderer alt alt alt vi bringer og er, så længe det nu tager 5 til 20 minutter. Det kan være både råt og smukt på samme tid denne velkommen af det som nu er. Meget menneskeligt, og til tider meget afklædende, og nogle kan i første omgang føle det er meget afklædende at vi med det samme byder velkommen dybt til alt der lever i rummet. Det er i denne indledende landing, at vi faktisk åbner op og sammen ser alt det, som senere i delingen vil modtage healing.

2) Samling af energien og cirklen når energien af sig selv begynder at bygge op. Her træder vi ind gennem aktivering af hjerteenergien og centrering. Vi gør det konkret ved at lade vores hænder samles foran hjertet i en “namaste-bevægelse”, mens vi sammen erfarer hvordan energien helt konkret samler sig. 

3) Påkaldelse, hvor jeg og de der vil kan kalde kraften og overgive rummet og delingen til højere kraft. Her stiller vi alt åbent. Her kalder vi det levende forløse – kraften, kilden, højere virkelighed, det guddommelige. Jeg gør det med mine ord, og jeg inviterer til at de der vil, kan kalde med. I talte ord eller i hjertet. Invitationen er at kalde kraftens vilje og intention, og ikke vores egne ideer om hvad der skal ske. Så det er ikke et rum for at bede om alverdens konkrete resultater, lige meget hvor godt ment det må være. Det er en overgivelse af alt til den kraft der er større. 

4) Åbning til lysfelt, som en glidende overgang, her kan vi bruge hænderne til at kanalisere lys ned. Her lader vi aktivt højere energi strømme ind fra non-duale planer, og slipper dual bevidsthed. Her går vi ind forbi påkaldelsen i ord, bare glider ind, i ordløs åbning og tilladelse af højre kraft. Nogle vil opleve det som fx en lyssøjle der åbner og strømmer eller et felt der ekspanderer, og nogle vil måske mere opleve effekterne i form af energi der bevæges eller fysiske blokeringer der aktiveres. 

5) Åbent rum. Når feltet er åbnet, og en mere stabil strøm flyder, er vi i det helt åbne rum sammen. Her træder jeg selv ind fuldt og træder dermed ud af rollen som facilitator. Sammen falder vi ind og bare er og er i strømmen. Dette åbne rum er den primære deling, og her vi er sammen størstedelen af tiden, hvor vi er i stilhed mens det strømmer. Det kan opleves saligt eller fuld af proces på alle planer. Hvordan end det opleves, så er invitationen at hvile i et “ja” og i tillid, ikke på nogen måde prøve at kontrollere eller styre, men bare slappe af som det strømmer. Hvis du falder ud af strømmen og kontakten til kilden, kan du i det indre gå gennem de foregående trin 1-2-3-4. 

6) Landing sammen, samling af energien og falden ind i blødt rum sammen. Når vi kommer ud af praksis, lander vi i åbent rum, ligesom til start, hvor vi sidder sammen langstrakt og bare er med hinanden, vidner og vidnes, holder og holdes, i åbent kærligt rum. Der er ingen slutning på dette åbne rum. Vi lander i det åbne, stiller, kærlige, menneskelige rum. 

 

Det konkrete forløb af aftenen

I den konkrete cirkel her, som den har udviklet sig over tid, ligger vægten og det vi samles om naturligt i det bløde kærlige åbne rum. Sårbarhed er den dør vi går ind ad, og vi går ad langsomheden. Vægten ligger mindre på at åbne kraftfuldt, og mere på at smelte og falde ind i blødhed.

Vi bruger ofte ikke påkaldelsen eksplicit (trin 3), men laver påkaldelsen i vores egne hjerter. Og når vi åbner til lyset (trin 4), så gør vi det som det kommer af sig selv naturligt og som det sker naturligt. Det er organisk og blødt. Dette er denne cirkels signatur af kærlig blødhed, til forskel fra andre cirkler hvor energien og vejen kan være mere passioneret, kraftfuld og direkte. 

Ca kl 20.30 ringer jeg 3 gange på klokken, som invitation til landing sammen tilbage ind i blødt rum,  og til at velkomme hinanden i vidnen, holden og kærlighed. Her er cirklen officielt slut, men der er ingen formel slutning og jeg kommer ikke til at sige noget til afrunding – det er simpelthen blot at alle ved, at fra nu er er der ingen forventning om at blive.

Men feltet står åbent, og rummet forbliver åbent. Du kan sidde og være i energien, så længe du har brug for og lyst til. Men vi begynder ikke at snakke. Tempelrummet forbliver helligt og i vågenhed, også når cirklen er slut. Jeg sætter stille the frem, og så de der har lyst blive og i dybt helligt rum og vågenhed, fejre livet og kærligheden – med the og snacks. Nogle gange tager delingen nye højder og dybder, her i rummet med the og småkager.  Hvis ikke du kan rumme mere energi, så er det helt OK bare at snuppe en håndfuld mandler og vinke og liste ud i natten. Nogle gange sidder vi i 20 minutter og andre gange 2 timer. 

Hvis du har lyst, så meget velkommen til at komme til mig og sige farvel og have en lille kontakt når du går, jeg synes det er virkelig rart at gøre det når det er første gang du er i cirklen. Og udenfor templet også rum til hvisken og udveksling med hinanden udenfor tempel-rummet – men bare husk at respektere hvis nogen er et meget fint sted, og ikke er til snak. 

 

Deling før og efter cirklen

Det dybeste ønske her, er at dele den levende kraft. Vi har meget kort tid, kun ca 2 timer, og vi kommer med mange energier og stemning, så når vi samles i cirklen deler vi i energien i stilhed fra ord, fra start til slut. 

Med intention om at give rum til deling i ord, og for vi alle kan give vores bidrag, vise os, og mærke hinanden, opretter jeg for hver cirkel en fælles fb-messenger tråd. Jeg opretter tråden på selve dagen eller dagen før, når cirklen er samlet, med invitation til at de der vil kan dele hvad end vi kommer med. Måske bare et “hej og jeg glæder mig” eller måske noget er i proces og bevægelse som ønskes delt og vidnet – så det kan få endnu mere lov at være i rummet.

Efter cirklen, kan vi bruge tråden til at dele vores oplevelser og alt vi har på hjertet. Dele vores oplevelse, dele det som måske larmer i os, dele det som gerne vil ses og mærkes i fælles bevidsthed. Denne messenger-tråd er helt fri, og det er min erfaring at der kan være meget healing og smuk fælles proces, i at dele sådan, og det kan give en fælles-bevidsthed om nogle af de ting som lever i cirklen på mange planer. Der er ikke noget som er forbudt eller for meget, vi deler det som er virkeligt for os, og invitationen her er at vi erfarer, at alt som vi bringer ind i bevidsthed straks heales og frisættes. 

Igen og igen har jeg oplevet, at i en cirkel sker der ting i energien, som flere mærker, men hver person sidder alene med. Det kan være energetiske bevægelser, stemninger eller gruppedynamikker. Når vi deler det åbent, og opdager at vi har oplevet det samme, oplever jeg det styrker os som gruppe, og vi lærer og udvikler os sammen. 

Jeg håber du vil give dit bidrag til tråden og dele dig selv frit og uden nogen følelse af at behøves vente til du passer ind. Dit frie udtryk og alt du sanser og mærker er velkommen. Også hvis det går mod gruppens vaner. Alt er velkommen. 

Hvis du slet ikke ønsker at være med på tråden, så lad mig det vide. Og du er velkommen til at skrive til mig direkte og dele, hvis der er noget der enten angår mig, eller som du bare ikke føler er rigtigt at dele på en fælles tråd. Men kan det overhoved deles på tråden, opfordrer jeg til det.

Tak for at læse med så langt, jeg håber du føler dig forberedt og tryg i at være med, og jeg glæder mig til at sidde i cirklen sammen. 

I åbenhed, glæde, frihed og kærlighed.

Vi ses, kærligst Benedict

Kontakt og praktisk information

START TYPING AND PRESS ENTER TO SEARCH