Opvågning er når vi sandt “ser” det som altid allerede var.
Når først vi selv “ser” det virkelige, bliver det nemt at skelne og klart se hvem som ellers er vågne – hvem som ser hvad vi “ser”.
Det er lige så nemt at afklare om et menneske vi møder har opvågning, som det i analogien er at afgøre om et menneske vi møder er blind eller har syn.
Et menneske kan fortælle vidt og bredt om alt det de “ser” – farverigt, levende, overbevisende, passioneret, med tårer i øjnene og stor indlevelse – mens alt de faktisk “ser” er deres egne drømmebilleder, projektioner og mentale ideer.
Men, spørg et menneske om at vise os solen og en blind der kun kender til deres eget drømmebillede af solen, vil stå afklædt i deres uformåenhed til at gøre det simple – blot pege på solen. Den passionerede snak om solen fortsætter måske, eller en kompliceret forklaring følger om hvorfor solen ikke sådan lige er til at vise. Men for den ser faktisk ser solen, er fordufter tvivlen om hvorvidt den anden faktisk “ser” og kender “solen”.
Måske har de misforstået, måske de faktisk ser, men tror at vi er et blindt menneske som bare ønsker en snak om solen, som de blinde normalt gør. Så vi kan spørge igen, og endnu mere klart, fx sige “nej ven, vis mig solen helt direkte lige nu hvis du ser den, jeg ser den allerede, men vis mig at du ser den”.
Hvor mange gange og på hvor mange måder har vi brug for at spørge, før vi i hjertet ved om de faktisk ser? Nej vel, ikke mange gange… Det er alt meget simpelt, når blot vi afstår fra abstraktion og ideer om “at se”.
Det er så simpelt.
.
… og samtidig er der også mere til det end det. For når vi snakker opvågning, så kender vi alle “solen”, ingen er i sandhed “blinde” og med lidt hjælp kan vi alle finde det lys. Selv det hårdeste hjerte kender kærlighed. Og selv den koldeste skulder bliver blød ved varmen fra en kærlig hånd.
Det primære spørgsmål er om vi af egen kraft har orienteret os mod det virkelige. Om vi bevidst og villigt går i retning af det virkelige, eller kun møder det tilfældigt og halvt ubevidst på vores vej.
Det glædelige budskab er, at det at “være blind” blot betyder at vi har glemt det vi er, at vi har bortvendt os fra det virkelige – og at det aldrig er længere væk end afstanden fra “her” til “os selv”
.
Og for den som er vågnet, og som “ser” er der også nuancer. Opvågning er ikke et “enten eller”, der er grader, dimensioner og mange dybder i opvågningen.
Nogle ser i de groveste træk, måske kun lys og mørke. Og paradoksalt nok, så nogle gange jo mindre vi ser, jo mere nyligt vi er vågnet, jo mere virker vores opvågning som fuldendt. Åh, en ydmyg vej venter den, der tror de er ved målets ende…
Nogle er vågne i eet formplan, men ikke i andre – de kender det virkelige gennem deres sind, men ikke i hjertet. Eller i hjertet, men ikke i kroppen, eller modsat.
De kender gud i den ydre verden kun, og ikke i dem selv. Eller i dem selv men ikke i andre.
Eller deres opvågning er udelukkende i planerne forbi form, og alt i form er for dem “samsara”.
Nuancerne og dybderne er mange.
Men stadig væk, selv om vi oplever opvågning gennem forskellige planer, og selv om det vi er vågnet til tager forskelligt udtryk gennem os, så er essensen stadig det samme.
.
Det er uendeligt nuancet, og samtidig er det helt simpelt. Begge dele, samtidig.
.
Opvågning er intet andet end det spæde første grundvoldsrystende øjeblik, når “øjnene åbnes” et splitsekund og vi ser og husker og slørene falder.
Opvågning er ydmygt, for jo mere vi vågner, jo mere erfarer vi også at den virkelighed vi vågner til i sandhed er grænseløs i sin udfoldelse, og at så længe vi er i nogen form eller holder det mindste perspektiv på noget plan, så er vi intet andet end end som et støvfnug i evigheden.
Opvågningen er eventyret der først kun er begyndt 💫
Paradokset her, i det jeg deler med dig, er at jeg intet siger om det jeg skriver om. Jeg skriver som var jeg en blind der skriver om solen….
Men smukke sjæl, hvis du vil gøre min uhjælpelige deling ære, så bare glæde hvis du vil dele med mig om din erfaring og vej, om det du er vågnet til som det lever i dig. I al sin storhed eller i al sin fuldstændige simpelhed 💫☀️💫
Om virkeligheden der danser i dette levende nu 🌊
Og ser og elsker vi det samme virkelige, så lad os danse og fejre i berusende kærlighed til det levende – til det sted som vi ikke kan røre ved, men kun dø og fødes igennem 🔥