At stå helt alene i opvågning – råt afklædt og vågen til den største kærlighed

Jeg vil dele med dig, om den smertefulde skønhed, ved at vågne til en virkelighed før noget andet – og erfaringen at stå alene i den virkelighed. At intet andet menneske ser, erfarer, værdsætter den virkelighed som vi er vågnet til.

En vågnen så slørene falder. En vågnen til at alt er her. En vågnen til et liv som danser før noget sker.

Og så samtidige, den ydmyge ydmyge situation at stå så råt afklædt som menneske, ind til de nøgle knogler, åbner i hvert et traume og i den dybeste afsagn og længsel.

Helt forsvarsløs, og samtidig stående i den største kærlighed.

Åh hvor er det råt og åh hvor er det smukt.

Åh hvor er det stort, og åh hvor er det ydmygt.

Det sted, det ønsker jeg at dele med dig – at jeg kender det, så inderligt.

Den dag i dag, der ved jeg, at jeg ikke er alene i at kende denne virkelighed.

Den dag i dag, der kender jeg sødheden af følgeskab.

Jeg ved i dag ind i min menneskelighed, det mit hjerte vidste fra første øjeblik, at intet er gået galt.

At det ER lige så smukt som jeg oplever det.

At jeg KAN stå i det.

At der ER en vej i det.

Det ved jeg nu, dybt og ind gennem mit menneske også.

Og jeg ønsker at sige disse ord, både til dig der stå så råt i en opvågning som jeg selv har stået.

Og jeg siger det jo også til mit eget hjerte, der stod der så åben og så vindblæst, nøgen og splittet ad – i den smukkeste åbning og samtidig så råt. Den del taler jeg også til:

Du kan godt stole på det. Der er en vej. Du er ikke alene.

.

Den vej, det er den vej du allerede ved.

Den vej der er lige foran næsen af dig.

Den vej, der er så åbenlys og lige her.

Den vej, som der ikke kan tvivles på.

Den vej, som ikke siger hvor den fører hen.

Den vej, hvoraf hvert et skridt er fuldstændig fuldendt i sig selv.

.

Kære sjæl, din og min

Ja, til at træde skridt af den vej.

Den vej, som aldrig giver løfter om hvor den går hen.

Og samtidig den vej, som kaster de største gaver af sig, hvert eneste skridt.

Den vej, der stjæler alt igen og igen, alt villen noget, væren noget, viden noget, bliven noget.

Og samtidig giver 1000-fold af det som ikke kan forstås, måles, vejes, og ikke værdsættes af verdenen.

Den dybe vej.

Den vej der renser.

Den vej der helliggør.

Den vej der gør hel.

Den vej der leder hjem, fordi den ER hjem.

Ja til at gå den vej.

En vej af kontinuert overgivelse afgivelse og overgivelse.

En vej, at tillid uden anden årsag end tilliden selv.

En vej af fødsel, blomstring og åbenbaring.

Den vej, der ligesom mine ord, hverken har begyndelse eller ende.

Den vej…

Den vej, der lyser al smerte, al ensomhed.

Den vej, der viser at midt i den ubønhørlige skælvende ensomhed – her i midten af det, der finder vi essensen af det vi er. Det som er udelt.

Den vej, kære ven.

Den vej…

.

Jeg fejrer dig, dig der går den vej.

Jeg ærer dig, dig der går den vej.

Jeg ønsker af mit hjerte og hele væsen, at fejre dig, hylde dig og takke dig – der går den modige vej.

Den kaldets vej.

Den vej, vi bliver nød til at gå, når først den vises os.

Jeg elsker dig, som går den vej.

Tak.

🙏🔥🌕