Nogle morgener vågner jeg med følelsen af at alt er meningsløst. Som den allerførste stemning og følelse, klar til at omslutte mig det øjeblik jeg slå øjnene op.
De bedste dage starter sådan… 💛
Mit menneske føler det, som at vågne op til et liv uden mening. Som der er absolut intet til mig her på jorden og ingen grund til at være i denne krop. Fuldstændig tomhed og intet håb og ingen vej i livet.
Mit hjerte, det siger bare “ja”. Hjertet der bare i kærlighed og tillid uden årsag åbner sig til dagens fødsel ind i fuldstændig meningsløshed.
Og i hjertets ja, åbner meningsløshed sig ind i største smukkeste åbne rum af kærlig væren uden retning og uden mål.
Som at fødes ind i blød midte, der har sit liv så strømmende i menneskekroppen, hver en celle, forbundet med eksistensen selv på den allermest jordiske måde. En kærlighed til altet, og en kærlighed til menneskeheden selv 💛
Uden at skulle noget med det. Uden at livet skal nogen steder hen. Uden at noget skal ske eller være anderledes. Bare simpel velsignet væren på jord og i livet selv. Her i menneskeform.
Jeg forstår så dybt, den smukke vej af inkarnation af livet selv. Jeg ser det folde sig ud for mine egne øjne. At blive født ind i menneskelivet hver eneste dag.
Jeg erfarer, hvad det er at tage menneskeform, og i kærlighed og eventyr tage alt på mig. Ikke som en byrde eller martyrium, men som livets eget eventyr der bare vil dybere i alt.
Livet der strømmer gennem alt, og gennem mennesket mig, som den kærligste strøm. Med sin egen vej og udfoldelse, langt forbi enhver menneskelig ide, ønske, håb eller længsel.
Livet selv, der tager fødsel. Så blidt. Så simpelt. Så kærligt. Forbi alt menneskeligt – og samtidig mere menneskeligt end mit eget menneskes vildeste forestilling om hvad det vil sige at være født på jord.
Mit hjerte elsker og takker, og hver en celle i mig bryder i kærligheds-tak, for det liv der er større, som fødes ind gennem det mindst i mig.
Tak, for den ufattelige gave at måtte lægge krop til mysteriet selv.
Tak, for at modtage det, som intet giver mig. Som ikke opfylder det midste håb eller ønsker om noget, og enddog er større end noget jeg kunne have ønsket eller forestillet mig i min vildeste drøm.
Frisættelse. Ikke frisættelse fra noget. Og ikke frisættelse ind i noget. Men frisættelse i det som allerede er, og altid var.
Som en flod der strømmer, uden at strømme nogen steder hen, men ind i sig selv.
Fødsel, af det som er og føder sig selv hvert øjeblik.
Midte der tager sit eget liv af fuldendelse ind gennem alt 💫 🌕 💫
Tak, ohm, amen, haleluja… blot ord. Intet behøver at tilføjes det som er allerede fuldendt 🙏
Dagen venter sin udfoldelse og er allerede fuldendt allerede 🙏