Den vej jeg er på og inviterer til, er en lang overgivelse.
Det er mystikkens vej.
Mange mennesker vil “noget”. De fleste.
Det jeg inviterer til, og vil og elsker, det leder ingen steder hen for “jeg’et” – det er skræmmende for “jeg’et”, og det er bedre jeg siger det klart, sådan at du hvis du søger “noget”, ikke i misforståelse tror jeg kan hjælpe.
For du bliver skuffet her hos mig, hvis du søger efter “noget”.
Det jeg inviterer til her, er at fuldt se, erkende, se og tillade det, som ikke er “noget” – det som er forbi alt.
Det som kun kan ses, det øjeblik vi slipper alle ideer, alle andre mål.
Så ser vi klart, at intet andet giver mening at ville, at alt “noget”, er tomt, er illusorisk. Men først, når i det øjeblik vi overgiver alt.
Indtil da, er det jeg peger på og inviterer til, meningsløst og uforståeligt – og ved en smule nærmere kontakt, dybt skræmmende. Når “jeg’et” kommer nær dette, smager det sin egen udslettelse. Uden en dybere spirituel vækkelse, er det slet ikke muligt at komme dette nær.
Jeg ønsker ikke at skræmme eller skuffe eller frustrere dig, som søger “noget”. Så derfor, her er intet at komme efter. Hvis du leder efter “noget”, så er der andre som kan hjælpe bedre end mig.
Hvis du i mig, tror at jeg kan give dig “noget” – så ser du forkert.
Hvis du til gengæld er færdig med at søge “noget”, færdig med at kæmpe for at finde en løsning, hvis du er klar til at give op og tillade det som er, så velkommen ven – til mystikkens vej.
