Denne video er til dig der har en spirituel åbning, hvor din personlighed fuldstændigt falder fra hinanden, defragmenterer, falder bort.
Det kan være svært, vildt, forvirrende, smertefuldt, angstfuldt.
Jeg vil gerne dele med dig, om min egen erfaring med det, med at have åbning hvor alt falder fra hinanden.
Dele min vej i det, som jeg har kendt hele vejen igennem – og hvis det resonerer for dig, til at prøve det selv, som har virket for mig.
.
For snart 5 år siden, sprættede jeg helt åben efter en spirituel åbning.
Jeg faldt helt fra hinanden, i et øjeblik af overgivelse.
I det øjeblik, da fik jeg en fuldstændig klar impuls af vished, om at jeg kan møde alt med accept. At det er meningen at jeg skal sige ja til alt. At der ikke er noget at være bange for, heller ikke når jeg er bange.
Det har været min eneste ledestjerne i ca 4 år. At sige ja.
Ja til alt der er virkeligt i dette øjeblik.
Ja til angst, ja til fragmentering, ja til at falde i stykker igen og igen.
Men også ja til gud, ja til denne højere kraft der har åbenbaret sig, ja til at lade denne kraft indtage mig, åbne mig, elske mig.
Og i åbningen til denne kærlighedskraft, falder fra hinanden, dø fra mig selv.
Det har været min eneste ledestjerne i 4 års tid.
.
Jeg har vidst så dybt, at denne process var mulig.
Jeg har aldrig kunne se hvor det ville føre hen, men i mit hjerte har jeg vidst at jeg kunne sige ja til død og genfødsel igen og igen.
Det eneste sted det har ført hen, var ind i denne umådelige kærlighed, men hvor alle mine traumer stod åbne.
Men selv om jeg ikke har vidst hvor det ville føre hen, har jeg vidst at der var vej.
Det var det eneste jeg vidste. At jeg bare skulle sige ja. Lade det der sker, ske. Erfare det som vil erfares.
Det har været helt vildt. At sige ja, og dø ind i angsten, dø ind i smerten, dø ind i sindssygen. Og genopstå.
.
Det jeg har på hjerte, og grunden til jeg deler dette med dig, er at jeg selv har haft brug for støtte i denne process.
Og det har været svært at finde.
Jeg har fra første øjeblik det skete, søgt støtte i den ydre verden. Søgt støtte til at sige ja ind i processen.
Jeg har gået til psykologer, terapeuter, kropsbehandlere, præster, healere, spirituelle lærere.
Det jeg har oplevet, er selv at komme med en fuldstændig brændende tillid til at falde fra hinanden.
Blot ønske hjælp til at dø. Ønske støtte ind i døden til en højere virkelighed.
Fordi jeg har vidst, at hvis ikke jeg siger ja igen og igen, så mister jeg den eneste røde tråd jeg har – overgivelsen og hengivelsen.
Så bevidst eller ubevidst, har jeg søgt hjælp til at være med mit ja og min hengivelse, til at sprættes åben.
Men det jeg har oplevet igen og igen, er at behandlere, har ønsket at samle mig.
De har prøvet at få mig op og stå, få mig til at tage mig sammen, få mig til at bruge viljeskraft til at orientere mig selv.
Det har aldrig resoneret for mig. For jeg har jo vidst i mit hjerte, at min vej er at sige ja ubetinget i hengivelse og tillid.
.
Det er hvad jeg bringer her.
Jeg ønsker ikke at samle dig, hvis du er ved at falde fra hinanden.
Jeg ønsker ikke at give dig kunstigt åndedræt hvis du er i gang med dø ind i hengivelse. Lige meget hvor voldsomt det er.
For jeg forstår godt hvad det vil sige, at dø ind i det som er dybere.
Og det er ikke bare at dø ind i en smuk oplevelse på meditationspuden.
Nej, det er at ligge og ryste og fråde og skrige, mens jeg dør.
For det ER en dødsprocess.
Det er at dø i sindet
At dø i følelserne
At dø i kroppen
Det er at alle legemer i mig, som tror sig selv som adskilte, opløses.
Den process forstår jeg, og den støtter jeg.
Jeg støtter dig i at dø! Dø og genopstå.
.
Jeg støtter dig i at dø ind i det du dybere er, og derfra genopstå.
For det er sådan det fungerer. Vi genfødes igen og igen.
Vi er i denne inkarnation og krop, fordi meningen er at vi er her.
Så når vi dør ud af denne krop, så genfødes vi.
Det er tilsyneladende det samme som sker når vi rent faktisk dør fysisk, og reinkarnerer, at vi bliver ved at tage nye former så længe der er noget vi skal her i form.
Det sker også når vi går i seng om aftenen og dør ind i søvnen, så vågner vi også næste morgen.
Det er det samme som sker hvis vi i hengivelse tillader os at dø i dette øjeblik.
Så genfødes vi også.
Men fordi vi dør i bevidsthed, vågenhed, hengivelse, tillid, åbenhed – så kan vi tage noget af vores højere selv med ind i vores form, hver gang vi genfødes.
Så det er ikke bare at vi vender tilbage som den samme vi var før. Nej, hver død og genfødsel er en renselse.
Med hver død og genfødsel tager vi vores højere selv med ind i denne krop – og det er denne process jeg ønsker at støtte.
Jeg har dette på hjerte, fordi jeg har oplevet hvor svært det var at finde denne støtte selv, og derfor er det min invitation her og nu.
Jeg vil godt dø med dig.
Jeg er ikke bange for din defragmentering.
Jeg er ikke bange for de falder bort.
For jeg ved du genfødes.
Jeg ved der er vej igennem dybere.
.
Opvågning er som at blive nøgen baby igen.
Jeg ser i mig selv og andre, som er i opvågning, at vi bliver splittet helt nøgne i den indledende opvågningsprocess.
Vi bliver splittet helt nøgne, og står helt åbne og modtagelige.
Uskyldige, sensitive, åbne, modtagelige, sårbare – som at være nyfødt baby.
Det er åbentlyst for de fleste, at vi ikke tager en nyfødt baby, og synes den skal tage sig sammen, samle sig, gøre noget.
Man tager heller ikke en lille blomst der netop spirer, og kræver den skal give frugt.
Det er det samme med opvågning.
Når vi indledende har opvågning og åbnes til vores dybere væsen, så er vi så sårbare og fine.
Det skal have tid og rum.
Vi skal have lov at være en spire, at falde ind i vores essens igen og igen og igen.
Så mange omgange af død og genfødsel ind i essens, før vi langsomt får styrken til virkelig at rejse os i vores kraft.
Vi skal ikke skubbes til at rejse os, det kommer helt af sig selv.
Vi skal bare vandes med tålmodighed og kærlighed.
Det viser naturen os.
Alting starter som en lille sart spire, og med tid bliver den mindste spire til et stort mægtigt bøgetræ.
Alt har en ydmyg begyndelse.
Det skal ikke hastes, ikke forceres, ikke jages.
Men tålmodighed og tillid til at naturen kan selv.
Vores egen indre natur og kraft kan selv.
Vores egen dybere kraft kan genrejse os fra et dybere sted.
Og når vores dybere kraft genrejser os, uden indgriben udefra, så kommer vi til at stå så dybt dybt forankret og urokkelige.
Hvis blot vi har tillid til at lade det spire helt fra vores urgrund.
.
Der skal nok komme tid til andet end at dø igen og igen.
Fra min egen erfaring kan jeg sige, at jeg er så dybt taknemmelig, for at jeg ikke har “taget mig sammen”, og jaget mig selv til at komme videre.
For det som er sket for mig, er at på et tidspunkt er der kommet en helt naturlig impuls til at tage nye skridt.
For mit eget vedkommende, skete det på et helt specifikt tidspunkt, efter lidt over 4 år at have sagt ja til overgivelsen.
Jeg vågner op en morgen, og det første der sker, er at gudskraften siger til mig, at nu er tiden for overgivelse forbi, nu er det tid at tage form og gå ud i verden.
Fra et øjeblik til et andet, fik jeg et nyt holdepunkt i tilværelsen.
Jeg har ikke selv besluttet at nu skal jeg videre, og der er ingen psykolog der har motiveret mig til at træde ind i min menneskelighed igen.
Jeg har bare i tillid overgivet mig igen og igen, indtil gudskraften har sagt, at nu er det tid til noget nyt.
Det er denne tillid, som jeg ønsker at give videre.
Tilliden til, at vi kan fuldstændigt overgive os, til vores indre vished.
De næste skridt skal nok vise sig, vi behøver ikke søge efter næste skridt.
Næste skridt er altid her og nu.
Det er organisk, der er harmonisk, det har sin egen evolution.
Ved at lade denne evolution gå sin gang, der bliver vi så stærke, for der står vi bare i ren tillid.
Den tillid ønsker jeg at kalde dig til, og at støtte.
Tilliden til at dø og dø ind i det du ved er sandt, og det du er kaldet til.
Også når det du er kaldet til, er at falde fra hinanden.
Velkommen til – i hengivelse, overgivelse, bøn, tillid, nysgerrighed og glæde
Tak 🔥