Opvågning er som at finde midten af alting, og af os selv

Opvågning, er som at finde midten af alt. Midten af os selv.

Det balancepunkt, hvor alt er i harmoni.

Der hvorfra der ikke er noget sted at gå hen. Der hvor alt er hjemme.

Et sted uden polaritet og uden kanter.

Så simpelt at det er ufatteligt, at der skulle være noget andet sted at være end i midten.

Det er meget lidt at sige om det sted og fra det sted.

Et sted der sluger alting.

Brænder.

Fejrer.

Danser.

Et sted af enorm glæde, klarhed og kraft.

Et sted som intet vil, og dermed er der heller ingen invitation at give fra dette sted.

Et sted af fuldendelse.

En midte der tager alting med ind i sit glædesbål.

Som en altopslugende dans.

Som et smil igennem alting.

Som en ekspansion, der bare afslører, afmaskerer og sniger sig ind bag hver en krog, og så blødt gennemtrænger alt.

Kærlige, bløde, klare kraft.

Jeg kan ikke sige at “jeg elsker det”, for det “jeg” er her bare som en lille skygge-ide.

Prøver jeg at elske denne kraft, er det et skridt ud af denne kraft.

Prøver jeg at sige ja til denne kraft, er det at gå væk fra denne kraft.

Sige jegf til dig “kom og vær med”, er det blot en sjov ide om at der findes en “du” som er udenfor denne virkelighed.

Det er fuldendelse.

Simpelt.

Levende.

Halleluja!

Tak 🙏