Spirituelt boycut og mistet jordforbindelse i spirituel åbning

Jeg er ikke bange for spirituelt boycut eller at jordforbindelsen forsvinder når det åbner i en opvågning.

Spirituelt boycut er jo ellers et fy-ord i den spirituelle verden….

Når vi har en åbning til kilden – det som er forbi form – så kan der ske det at vi kaldes og drages på en måde så vi går ud af vores form og menneskelighed.

Vi kan kan blive spirituelt højtflyvende og miste jordforbindelse.

Det kan udefra se skørt ud at se på, og det er oplagt at tænke at for sådan et menneske er det en god ide at “grounde” og “komme ned på jorden”.

Men det er slet ikke mit perspektiv eller tilgang når det gælder tilsyneladende ubalancerede spirituelle åbninger.

Det jeg har på hjerte med denne video, er markant anderledes end hvad mange andre vil kalde “spirituelt boycut” eller “manglende jordforbindelse”

.

Jeg deler på baggrund af min egen erfaring med at have åbning til noget så smukt, så ufatteligt, så kærligt – at jeg dør ud af min form.

Efter et par måneder med den åbning jeg havde for ca 8-9 år tilbage, da døde jeg.

Jeg døde fordi kærligheden var så stor, til det jeg var vågnet til.

Efter nogle måneder med en kraftfuld spirituel åbning, lagde jeg mig ned, og simpelthen døde..!

Det kan tilsyneladende næsten ikke bliver mere “spirituelt boycut” end at lægge sig ned og dø fra sin krop og inkarnation.

Den død, som bare var af kærlighed og overgivelse, kan jeg slet ikke beskrive hvor skelsættende var.

Det var ikke bare en ud-af-kroppen-oplevelse, nej, det var virkelig at dø.

Sjælen gik op ad en sølvtråd, uden at se sig tilbage, og også slap tråden og forbindelsen til kroppen. Sjælen der fuldt forlod inkarnationen uden nogen intention om at komme tilbage i formen igen.

En fuldstændig overgivelse på alle planer, midt på stuegulvet,
Virkelig en fuldstændig død.

I det skelsættende øjeblik, blev sjælen givet en ny vej, i det yderste øjeblik sagde ja til en genfødsel ind i samme form som netop var forladt. Lang historie.

Efter denne død, i fuldstændig overgivelse ind i ånden, havde jeg 4 år, hvor jeg intet andet kunne, end at følge det kærlige kald ind i denne trancendente død.

Jeg ved jo ikke på det tidspunkt, at det skulle blive til 4 år sådan, jeg ved bare at dette kald ind i ånden var mit liv nu. Det er det eneste jeg kan tro på som meningsfuldt.

Jeg kan ikke andet end at følge dette kald, om så jeg dør af det.

Dag efter dag, uge efter uge, var mit liv en hengivelse ind i død efter død.

En ofring af alt for at træde ud af form. Samtidig med en tilbagevenden til formen hele tiden sker i hver død. Død og genfødsel. En healing af kroppens traumer. Og i fuld mental forståelse af, at jeg er i en bevægelse, hvor jeg giver mig selv som et JEG ind i en spirituel død, mens ånden fødes ind gennem mig.

Så selv om jeg kunne se og forstod bevægelsen af healing og inkarnation af ånden i mennesket, så var min egen bevægelse og orientering ubetinget ud af kroppen og transendent død ind i ånden.

Det var så hårdt, og menneskeligt set ren overlevelse, i årevis hele tiden at lade bevidstheden gå ud af min krop og inkarnation.

Jeg var dengang ikke i tvivl om, at en psykolog eller psykiater ville sygeliggøre det jeg havde gang i, og jeg kunne ikke bebrejde dem. For med rette kunne man kalde mig et “spirituelt boycut”.

I det ydre, så tikker det alle boksene, for at være et kæmpe spirituelt boycut og være med rigtig dårlig jordforbindelse.

.

Men i det indre, var min oplevelse at gå vejen af min sjæls kald, uden tvivl.

I det indre var jeg i vished om, at dette var den eneste mulige vej.

Det eneste sande jeg kunne gøre, og at alt andet ville være at miste min egen sjæl.

Og fra første øjeblik var min erfaring, at lige meget hvor ubalanceret, smertefuldt, svært det var at være mig på menneskeligt plan – så hver gang jeg gik med mit kald ind i ånden, så åbner der sig hele tiden en vej i det.

Jeg fortalte ikke mig selv, at “nu skal jeg grounde” eller at der skal ske noget andet end det der skete. Jeg stoler på den vej der kalder – lige meget om jeg så skal dø af det.

.

I denne her tilstand, af kontinuerligt kald ind i ånden og ud af kroppen, er bare en enkelt time lang tid. Men jeg kan ikke andet end at gå med det kald, igen og igen.

Om så jeg skal være i dette en dag, eller en uge, eller en måned, så er jeg klar til det.

Fordi kærligheden og kaldet er så stort.

Og dage bliver til uger, og uger til måneder, og måneder til år.

Det er så ufattelig en hengivelse der er i mig.

.

Jeg gør dette basalt set alene, uden at kende andet end mit eget kald ind i og mit hjertes vej i det – som er transcendent.

En vej ind i ånden, ind i gud.

Himmel efter himmel.

Lysvæld efter lysvæld.

Højere og højere lysplaner, samtidig med kroppen bare brænder, og alle traumer står åbne.

Det er rejsen jeg har taget, uden nogen andet mål end vejen selv og at følge det kald.

Med villigheden at dø ind i denne vej.

På det menneskelige plan overlever jeg bare disse år.

Jeg kan se min form og menneske får det bedre og styrkes, men jeg lever fra hånden til munden og et meget simpelt liv

.

Og så en dag sker et skift…

Fuldstændig overraskende for mig der er overgivet til min vej af trancendens.

Efter at have gået denne “maskuline” vej af trancendens i mere end 4 år, så pludselig en dag da jeg vågner i min seng, bliver simple ord talt i mit indre, som ændrer alt.

En indre stemme, der ikke kan oversættes til ord direkte, som fortæller mig dybt i hjertet at min trancendente vej er endelig slut, og nu er min vej at være i verden.

Ordene der kommer er frit oversat “tag mit lys og bær det ud i verden”

Det er simple ord, talt i åndens sprog, men meningen ramte mig som en lastbil.

I mit hjerte forstod jeg, at i det øjeblik, stoppede hele min trancendente maskuline vej.

Fra det øjeblik, var det ikke længere muligt at orientere mig ind i Gud.

Fra det øjeblik af, var min vej immanens. En feminin vej kan du sige, af at lade ånden gå ind i formen.

En dybere død, af at lade ånden dø fra at søge sig selv, og dø og fødes ind i formen.

Det maskuline der dør ind i det feminine.

Shiva der møder Shakti.

Fra det ene øjeblik til det andet, efter så hengiven en vej gennem 4 år, var min vej ændret uigenkaldeligt.

Og samtidig var det også en hel kontinuer bevægelse, for denne trængen ind gennem formen, var den bevægelse energien havde gjort alle disse år allerede.

Energien havde allerede i alle årene gået nedad, ned gennem rygsøjlen, ned gennem chacraerne, åbnet ind gennem kroppens plan.

Men nu var min orientering som sjæl, også denne vej.

.

Siden dette øjeblik, hvor min sjæls orientering IGEN blev ændret, har min vej været en af immanens.

En vej af at opdage guddommeligheden i hver en celle og i mennesket.

En vej af at fødes som guddommeligt menneske igen og igen.

En lige så dyb vej som den trancendente, men med modsat fortegn.

Og samtidig også bare en helt naturlig fortsættelse, hvor formen der overgives ind i ånden, bevares af åndens indtrængen i formen.

En fuldstændig naturlig bevægelse, uden nogen styring, og uden nogen forståelse nødvendig.

Det var bare det næste skridt på min sjæls vej.

.

Så det er en deling af min personlige vej og erfaring, fordi jeg ønsker at dele baggrunden for hvorfor jeg så ubetinget kan sige, at jeg ikke er bange for at jordforbindelsen ryger i en spirituel åbning.

Det er min egen vej der gør, at jeg når jeg møder et menneske med spirituel åbning, så er jeg i så dyb en tillid til det finder vej.

Hvis der er en reel spirituel åbning, og vi bare går dybt efter vores indre kald, så vil døre åbne og alt vil finde vej. Det VED jeg.

Jeg vil aldrig sige til et menneske med spirituel åbning, at de skal gøre noget andet end det deres hjerte kalder dem til.

Lige meget hvor skørt, hvor skævt, hvor ugrounded det kan virke, eller hvor end meget man kan kalde det et spirituelt boycut.

Jeg stoler så ubetinget på kaldet i opvågning.

Og deri oplever jeg at være anderledes, ved den orientering jeg bringer, når jeg møder et menneske der som jeg selv, oplever spirituel åbning.

Denne ubetingede tillid til sjælens kald, også hvis det betyder tilsyneladende at skulle stole ind gennem store ubalancer, oplever jeg er anderledes end hvad mange andre siger om at navigere spirituel åbning.

.

Opvågningsvejen er ikke en rational vej.

Opvågningsvejen kan kun tages eet skridt ad gangen.

Den eneste vej jeg kender der virker, og som bliver ved at åbne døre, det er ubetinget at følge det indre kald.

Om så det ligner at det leder ind i bælgravende mørke.

Om så det ligner at vi kommer til at dø af det.

Om så det ligner at alt vil gå galt, at alle vil hade og afvise os, og vi bliver slået ihjel.

Selv om det er sådan det føles, hvis bare vi har det kald vågent i hjertet, så er der bare een vej:

At følge det kald!

Den eneste sande vej jeg kender.

Og jeg er her for at genkende sådan et kald i et andet menneske, støtte det og fejre det kald i en anden.

Jeg er her for at dele den tillid der er i mig, som er så dybt forankret i min grundvold.

Det er hvad jeg er her for, i min rolle af “spirituel ven” eller “følgeskab i opvågning”

Det er hvad jeg er her for, og det jeg byder ind med.

Jeg inviterer ind i følgeskab i opvågning.

Så radikalt.

Så kærligt.

Det største eventyr.

.

Her i butikken er jeg ikke bange for spirituelt boycut og flagrende jordforbindelse 🔥

Så er det sagt 🙏🌋🙏

Meget kærlighed, tak for at læse med ❤️🔥🙏