Uden erkendelsen af det levende virkelige kan vi intet …med den kan vi alt

Uden opvågning og bevidsthed ind i virkeligheden, så kan vi virkelig ingenting, andet end at køre i ring.

Med opvågning og med bevidstheden om det der er virkeligt forbi os selv, der kan alt finde vej.

I min verden og det sted jeg kommer til, er det så fuldstændig klart, at uden opvågning kan vi virkelig ingen ting, andet end at rode os selv dybere ind umulighed.

Og med opvågning finder ALT i sandhed vej, når vi står det levende og vælger at sige ja til det der er levende, hviler i det, og ladet det være vores grund og primære virkelighed – alt imens alt andet foregår.

Det er så radikalt et skifte, det i et hvert givent øjeblik at vælge det levende virkelige.

Det er ikke nok bare at være nærværende og være i nuet. Det er en god begyndelse, men det er ikke nok.

Jeg taler om det, at hvile ind forbi det at være et “jeg”.

Jeg taler om fuldt at hvile i den virkelighed, at der er intet “jeg” her, men der er det som er levende og igennem alt.

I den erkendelse og hvilen-ind, bliver nærvær og at være i nuet, blot en simpel følge af det. Nærvær springer fra den erkendelse, for heri er der ikke andet end dette nu alligevel.

Det er ikke fordi “jeg’et” er væk, det er her stadig. Men det er at stå dybere end i vores “jeg”. Alle vores legemer er her stadig, den fysiske krop, vores emotioner, vores sind, og vores jeg. Det hele er her stadig.

Det handler om den helt grundlæggende hvilen i erkendelsen af, at vores “jeg-følelse” er ikke den dybeste grund at stå i.

Når ikke dette “jeg” er den dybeste grund, så bliver det også fuldstændigt tydeligt, at der er kun det som er levende i dette nu. Livet er i dette nu. Så er nærvær en følge af erkendelse. I opvågning er der ikke brug for en nærværspraksis eller at skulle være mindful.

Det smukke er, at alt finder vej fra dette sted.

Når vi hviler ind i det som er virkeligt, så er det som at slippe alt andet, og så kan alt andet bare finde vej. Som at stå i en orkans øje.

Her i midten, er en fuldstændig klarhed og vished om, at alt finder vej.

Ikke finden vej, som at det skal et sted hen. Nej, det jeg taler om er en ubetinget vished og tillid til livets udfoldelse.

Ikke bare det individuelle liv, men hele udfoldelsen – hele menneskeheden, hele jorden, hele universet.

En fuldstændig vished om at alt er i fineste orden og finder vej.

En fuldstændig vished om det guddommelige i alt og igennem alt.

Det er så smukt og simpelt.

Det er den ultimative løsning.

.

Og så her, bare det mindste skridt væk fra denne ultimative klarhed og løsning, er den ultimative sidden-fast og umulighed.

Det er bare at tage skridtet ind, og identificere med at være et adskilt “jeg” – så er alt med det samme umuligt.

Som at falde ind i en forvirret labyrint af umulighed.

Og det kommer fra, at træde ind i noget som ikke er sandt dybest set.

Ved at træde ind i et perspektiv der ikke er dybest sandt, vil alt opleves som umuligt:

Ved at opleve noget lineært, som ikke er lineært.
Ved at opleve noget som adskilt, der ikke er adskilt.

Det er ligesom at tage den forkerte grundantagelse – så er det klart ligningen ikke går op.

Selvfølgelig ender vi med at kæmpe og forvildes, når vi starter med en illusion som vores udgangspunkt.

.

Det jeg siger her, kan man ikke overbevise nogen om.

Det kan man sige tusind gange.

Det er kun tydeligt fra den direkte erfaring af at opleve en virkelighed der er dybere end adskillelse, at det jeg deler om kan omfavnes.

Men gud hvor er det smukt, og stort og en gave.

Og hold da op en byrde der lettes, i denne fuldstændig simple kommen-hjem og kommen-ind.

.

Tak for at læse med, på en simpel lille deling her 🙏 🙏 🙏

Jeg deler der, fordi der er smukt at dele.

Og så når det er delt, så velkommer jeg dig som genkender det jeg deler om. Hvad end det er voldsomt og intenst det du oplever, eller stille og subtilt.

Du som genkender den virkelighed der er før dig selv, dig velkommer jeg meget dybt.

Velkommer til at danse sammen så ubetinget dybt.

Det er en dyb invitation, for alt er vitterligt muligt her, der er ingen grænser for hvad vi kan lade bevæges fra dette sted af enhed.

Hvis ikke vi kender denne værensgrund, så er der masser af grænser for hvad der er muligt. Men kender du dette sted, elsker du det, og vil du det – så er min invitation nærmest ubetinget, for alt kan finde vej her.

Og ja, så er der nogle pragmatiske rammer om den invitation:

Invitationen til at mødes i session, til at mødes i cirkel, og i retreat.

Rammer som blot er en lille parantes i virkeligheden.

Praktiske pragmatiske rammer og former. En leg og dans med form, i tid og rum.

Og sikken en dans, hurra for det.

Velkommen til at danse.

Velkommen 🙏