Om at gå til det dybeste niveau før noget andet, og om healing enquiry i relation til andre terapeutiske metoder.
Problemer løses mest effektivt på dybere niveau, end hvor de udspiller sig. Det gælder i alle lives aspekter, healing er ingen undtagelse.
I terapeutisk arbejde er et eksempel, at hvis vi har problemer med vrede, så kan vi vælge at arbejde på samme niveau. Dvs afreagere vreden, råbe, slå i puder. Det kan hjælpe lidt, give afløb. Men kan vi gå et niveau dybere, få fat og give plads til den bagvedliggende følelse, fx frygt og sårbarhed, så kan vi for alvor opleve varige forandring i vreden.
I mange terapiformer bliver vi så på dette dybere niveau, og bearbejder problemet her. Efter vi har lokaliseret den umiddelbart bagvedliggende dynamik trækker vi i arbejdstøjet og gør noget ved det. Fx efter vi har fundet ud af at problemet skyldes en traumatisk barndomsoplevelse, så bearbejder vi barndomsoplevelsen.
Men ikke i healing enquiry. Der går vi endnu videre. Endnu et niveau dybere. Og når vi landet der, så går vi endnu et niveau dybere. Det tager for det meste 2-10 sekunder mellem hvert niveau.
På hvert niveau kommer både indsigt og forløsning, det kan slet ikke undgås. Men vi begynder ikke at dvæle eller analysere – heller ikke selv om det er fristende.
Det vil være naturligt at indvende, at “hvor leder sådan en praksis hen; man kan vel ikke bare blive ved at gå dybere!” Eller “det er da vigtigt at tage fat i de indsigter der viser sig på vejen”
Som jeg ser det kommer sådanne indvendinger fra en ide om at hvis ikke vi selv tager lidt kontrol over vores egen psyke og process, så ender vi i et sort hul af ingenting. At vi er et afskilt individ og vi er truet af at blive opslugt af kosmos hvis ikke vi holder os selv lidt samlet.
Men min erfaring er, igen og igen, at vi lander ikke i et stort sort hul, som sindet der ønsker kontrol, ellers vil sige.
Tvært i mod, vi lander i os selv, mere end vi nogensinde kunne have forestillet os det muligt.
I processen gennem lagene, er der først tankerne, så er der følelseslagene, så kommer grovere sansninger, så spændinger, så finere energetiske bevægelser, så blender det hele sammen så det ikke længere er helt muligt at sige hvad der er hvilken sans, det hele bliver intuitivt, og på et tidspunkt, før man tror det, er der hul igennem til de fineste, rene, smukke, kraftfulde healingsenergier. Som om hele vores væsen og væren gennemstrømmes.
Det kan opleves som lys, kærlighed, klarhed – men dette er slet ikke dækkende ord – for disse kvaliteter er så enormt mange-facetterede, funklende, unikke, at ordene kun bliver en vag tilnærmelse.
Det er oplevelsen af energier der er større end os selv, nærmest guddommelige, og samtidig er de os selv. Det er som er blive bevæget i det mest intime vi er. Jeg synes at ordet “essens” er et godt ord, for det er både os og alt vi er, og det er samtidig uendelig stort.
I healing enquiry når vi essensen, og så lader vi hele kroppen næres af disse energier. Lader dem gennemstrømme systemet, hver en celle, hver en afkrog.
Når vi først har været her, så ved vi intuitivt, at det er sagens kerne. Så viser frygten for det store sorte hul sig som en illusion, og vi bliver trygge ved at søge dybden.
Derfra, fra kontakten til vores essens, så kan vi så gå tilbage “opad” i alle lagene og arbejde med vores konkrete skævheder i kroppen, spændinger, dårlige barndom, stress og problemer i parforholdet. Og når vi først har modtaget den healing der kommer fra kontakten til essensen, så er alle de andre processer meget nemmere at arbejde med.
Så det er derfor vi bliver ved at søge lag efter lag dybere i healing enquiry, uden stop og tøven. Fordi vi er fuldstændig fokuserede på, at det er kontakten til vores essens, der er den største healingskraft. Der skal vi hen.
Først når vi får kontakt til essensen, begynder vi at få rigtig retning i vores process, noget at styre efter. Først da forstår vi rigtigt hvorfor vi egentligt laver personligt og spirituelt arbejde.
Fra det perspektiv og med den forståelse kan vi gå “tilbage” til de andre niveauer i vores sind, følelser, sansninger og rydde op – ikke fordi vi vil væk fra smerte og lidelse, ikke fordi det er “interessant” eller vi hellere må, ikke for at vi kan få et mere funktionelt liv, men så at vores umådelig smukke essens kan få lov at blomstre og udtrykke sig end dybere og friere gennem vores menneskelighed.