Her en sms jeg sendte til en ven, med deling om mine egne dødsprocesser. Med ønsket om det kan være en støtte til andre der oplever tilsvarende:
Min vej har været at tillade mig at slås helt omkuld, dø igennem det, og så opleve healingen den vej, som kæmpe store nulstillinger af hele mit system, ved at sige “ja” og “tak” og “din vilje ske” ind gennem de her kollaps, sådan at jeg reelt dør.
Ofte kommer der i de processer hvad man kan kalde tidligere liv døds-processer op, jeg ryger tilbage et andet sted, oplever en dødsprocess, og ser hvordan jeg i den dødsprocess tabte en del af min bevidsthed, eller i det liv misforstod noget grundlæggende, eller oplevede noget som satte et ar dybt i min sjæl.
Men ved nu denne gang at gå igennem denne død med fuld kraft og bevidsthed (det er trods alt nemmere da jeg ikke er i den sprecifikke fysiske inkarnation længere, så på en måde er det nemmere at rense/heale den gamle dødsprocess på efterregning), men så er det som jeg får et sjæls-aspekt med tilbage.
Ligesom en ny blomst til buketten i sjælen.
Og ofte i de processer går jeg helt op i lyset på forskellige måder, altså langt ud af kroppen.
Nogle gange meget kosmiske oplevelser, nogle gange som en ørn der svæver, nogle gange i tunnel mod hvidt lys, det er meget forskelligt – men altid sådan at min sjæl bare kender vejen og det folder sig ud spontant.
Og så… genfødes jeg ind i min krop her og nu danmark, igen. Bum. Smasket, men healet. Og så går der 24-48 timer, og så er jeg ovenpå igen.
Det har jeg gjort mange gange, måske 50 gange med bevidsthed om hvad jeg lavede, og måske 150 gange hvor det var lidt uklart.
Og så på et tidspunkt er det stoppet, som om der ikke var mere at komme efter.
Og så er det som er bagved alle inkarnationer blevet mere tydeligt, mere åbenlyst, fordi selve perlekæden af inkarnationer gennem tid og rum, ikke har magnetisk effekt.
Og så er jeg gået ind der, bag alt, ind i det store lys. Igennem det store slør, der hvor alt bliver meget tydeligt og intenst lige før indtræden, der hvor alt lys og alt mørke danser, der hvor det er både himmelsk og helvedesk – men ikke tro på noget, men bare træde igennem det store slør, i den fuldstændige vished om at ingen sansning eller form er virkeligt.
Ind i det store lys. Ind i lyset bag lyset. Som eksplosioner i bevidsthed. Og i det igen genfødt. Lyset der fødes ind i kroppen her, chakra eksplosioner, kundalini-aktiveringer stadig dybere.
Og efter processer med det, igen og igen, så stoppede det også.
Og så gik lyset ned i mig, ned til rodcenteret, og jeg fik at vide, at nu skulle jeg bære dette lys ud i verden.
Og al min længsel efter at transcendere, forsvandt, jeg kunne ikke gå ud af kroppen og ind i det store lys længere, det havde ikke magnetisme.
Så bare Bent, i verden her. Simpel.
Og nu for tiden danser lyset gennem verdenen og igennem mig, som at alt er blevet det samme.
Alt er det samme lys, helt fysiske og almindeligt, og samtidig det store lys i alt, og lyset i kroppen, men jeg er stadig her, forsvinder ikke ud, og er i hverdagsbevidsthed.
Ingen steder at gå hen. Så simpelt.
