Opvågningsild brænder i mig hver eneste dag
Opvågningsild brænder i mig hver eneste dag 🔥
Den brænder mit sinds ideer, mine følelser, mit energilegeme, min fysiske krop.
Det er intenst. Og til tider nærmest uudholdeligt.
Men jeg har intet valg. Det er “bitter-sweet” ❤️🌶🔥
Igen og igen vågner jeg til det der er større end mig selv, og i mødet med det, der ser jeg illusionen om adskillelse. Jeg ser lukningen gennem alle mine legemer, jeg ser at alle mine legemer bare er skaller, de mister deres virkelighed og i det brænder de. Fordi jeg møder og mærker det der er større.
I dette er der ubetinget tillid, ubetinget kærlighed – og det er som lys der trænger gennem alle mine legemer. Og i det, der må jeg brænde. I erkendelsen af det som er større.
Det som ikke er mig dybest set, må brænde i mødet med det store.
En fysisk, energetisk, følelsesmæssig og sindsmæssig brænding.
.
Og ja… igen og igen sker der sammentrækning hvor jeg prøver igen at blive til sindet, følelserne, kroppen. Hvor jeg identificerer mig med det adskilte.
Frem og tilbage, mellem ekspansion og sammentrækning. Som en stor langsom pulseren. En krampetrækning. Ind fødsel ind gennem alle legemer.
Det er både smukt og smertefuldt.
.
I dette ser jeg så tydligt, hvad det vil sige at være lukket og åben.
Så længe vi rent faktisk kan leve i lukkethed, så er vi på en måde dømt til det.
Dømt til at leve i en drøm af adskillelse.
Og det kan være en sød drøm, hvor vi har det godt, føler vi er på vej et sted hen. En drøm hvor vi opnår det vi ønsker, og fremtiden ser lys ud.
En sød drøm skal man jo ikke afslutte, det er bare godt hvis vi drømmer en sød drøm. Det er del af vores udvikling at udleve det adskilte jeg’s mulighed og smukke potentiale.
Men drømmen kan også blive en ond drøm.
En drøm hvor vi er fuldstændig fanget, og møder begrænsningen af at leve i kroppens, følelsernes og sindets illusioner.
Hvor det bliver så ulideligt og umuligt, at vi bare river og rusker, og må kalde til himlen som vores eneste mulighed.
At nå til denne ulidelighed af drømmen, er en dybere velsignelse.
For det er denne ulidelighed, der gør at vi begynder at kalde og søge noget større.
For mig at se, er det denne ulidelighed der gør at opvågningsvejen kan begynde. For der er ikke længere noget at finde eller opnå i den “lille” verden af adskilthed. Det er tomt, det er meningsløst – vi har været i alle hjørner af det adskilte liv, og der er ikke noget at finde.
Da kan en desperation begynde at åbne sig. Desperationen der siger “ok jeg overgiver mig, jeg kan ikke finde vejen selv”
For mig at se, er dette en dyrebar vej ud af adskiltheden.
Lige der, i ulideligheden der overgiver sig – er det muligt at stå åben for dette som er forbi enhver forstand.
.
Dette, som er forbi ikke bare sindets forstand, men også forbi den følelsesmæssige verden, forbi energi, forbi noget fysisk eller formmæssigt på noget plan.
Dette store som bare strømmer ind, velsigner alt, møder alt, healer alt, holder alt, kysser alt.
.
For mig, er det en bevægelse igen og igen, mellem adskillelse og overgivelse.
Nogle gange føles det ret trættende, når jeg finder mig selv i adskilthed.
Men hver eneste gang jeg overgiver mig, og bevægelsen finder vej, så er det ikke trættende – så er det velsignelse.
Så viser adskillelsen sig, som en dør direkte ind i velsignelsen. Endnu en anledning til at opdage hvor dybt, kærligt og velsignet eksistensen er.
Enhver sammentrækning leder ind i en dybere overgivelse, og i det, større velsignelse og frisættelse.
.
Det gør vi på retreat.
Hvor vi har tid og rum.
Her kan vi sammen sidde, kalde kraften, og sige “din vilje ske” – og sammen gå gennem de sammentrækninger og åbninger der kommer.
Tit kommer der stor åbning til start, men med garanti kommer sammentrækninger i os hver især på retreat. Med garanti.
Smerte, traumer, gamle mønstre aktiveres i mødet med det evige, og vi aktiveres og lukker ned. Med garanti.
Men vi prøver ikke at “åbne os” eller “løse vores problemer” og fordi vi ikke bruger terapeutiske metoder drevet af viljekraft.
Og fordi vi ikke prøver at opnå noget, men bare kalder det højeste i “din vilje ske”, så kan denne kærlighedskraft stille og kraftfuldt blomstre ind gennem alle lukninger. Kærligheden spirer indefra.
Og der ser vi, med vores egne øjne at se, at enhver lukning, sammentrækning og traume, rummer en mulighed. At det er en dør der viser vej ind i dybere velsignelse.
I den dans, mellem spontan åbning og lukning, der bliver vi givet en dyb visdom.
For vi ser, at der er ikke “lys og mørke”, der er ikke “åbning og lukning” – det er ikke adskilt.
Gud er i alt, også i lukningen.
Det hele er eet.
Det hele er een bevægelse.
Der er intet vi skal kæmpe os væk fra, der er intet vi skal stræbe efter.
Det hele er her allerede.
Dette er dansen som danser sig selv, og åbenbaringen som åbenbarer sig selv igennem dette vågne nu.
Og det er hvad vi gør i retreat.
Vi har tiden og rummet, og vi lader det danse.
.
Velkommen til dig, der kender overgivelsen ind i det større.
Dig der kender det store, kender gud, fordi du har smagt det og smager det.
Dig der bare ønsker mere af det, ønsker at give dig selv til den store elskede.
Dig der ønsker at gå sammen, som cirkel og fællesskab.
Velkommen til retreat, til session og til cirkler.
Velkommen til guds rum, i kærlighed og ligeværd og hengivelse.
🙏🔥💛