Opvågning er ufatteligt

Her tror vi, at vi er “nogen”, og så åbner et brusende dyb og en virkelighed forbi al forstand, forbi alt der kan ses og føles. En virkelighed mere virkelig end noget andet – umulig at rumme i al sin ufattelige storhed.

Et lys før al lys, et dyb under dybet, en kraft gennem alting.

Det ryster vores grundvold. Ethvert fodfæste forsvinder. Det kan lede til frygt, panik, sindsyge – så længe vi holder fast i den “nogen” vi tror vi er. Det er vildt. Vildere end vildt, og der er intet at gøre – ingenting hjælper og intet kan lukke eller lindre, når først denne kraft er set. Når først vi er vågnet bare een gang, når sløret først er faldet, kan vi ikke igen falde i søvn. Vi brænder, vi afmaskeres, vi renses, en falden bort af alting er begyndt som ikke kan stoppes.

Vi kan prøve alt, sige nej, kæmpe imod, det virker ikke. Vores ubalancer, frygt, smerte, forvirring bliver bare mere intense i det desperate forsøg på at finde tilbage til det “jeg” og livet i adskilthed, der nu brændes op i enhedens lys.

Herfra er kun een vej, kun een mulighed – at følge med faldet og åbningen, at sige “ja” til det ufattelige store, lade det tage over. I det “ja” vises kærligheden og velsignelsen, og tillid, taknemmelighed, glæde, fejring, frihed, kærlighed blomstrer.

Opvågningen tager over, og heri velsignelsen. Det som vi ikke kunne gøre selv, træde ud af JEG’er, bliver gjort for os af det store vi er vågnet til. Vi smelter, åbner, ekspanderer ind i det store, bliver eet med altet, opdager i sandhed at der aldrig var andet end denne ene kraft og virkelighed.

Vi var altid allerede det, altid allerede frie i midten af altings virkelighed.

Oʜᴍ, sʜɪᴠᴀ, ʙᴀʙᴀᴊɪ, ᴋʀɪsᴛᴜs, ᴍᴀɪᴛʀᴇʏᴀ, ʀᴀᴍ

⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁⌁

Tak for at læse med