Tidlige traumer og retraumatisering

Når de tidlige traumer viser sig, kan det være voldsomt, og en nærliggende frygt er, om vi retraumatiseres.

Jeg oplever mange af de måder jeg hører talt om retraumatisering, er forsimplede, forfejlede, og endnu værre – disse misforståelser kan i den gode intentions navn faktisk lede til retraumatisering.

VIRKELIGHED KAN VÆRE BARSK:
Det er vigtigt at se klart, at når vi åbner op for de tidlige traumer, så peger vi vores bevidstheds klare lys på fortrængt smerte, som vi har bygget hele vores liv ovenpå. Når vi vågner op til sandheden om vores dybe fortrængning, så er det i sagens natur en voldsom og smertefuld omvæltning – men det er ikke des mindre VIRKELIGHEDEN vi vågner op til, smertefuldt som det er.

En analogi: forestil dig hele din famile er døde i et flystyrt. At få denne nyhed overbragt er ligeledes voldsomt og kan føles traumatiserende, men er det faktisk sket, så må nyheden jo overbringes dig, på den ene eller anden måde, før eller siden. Lige meget hvordan man pakker denne nyhed ind, så vil det være grusomt.

Når vi på samme måde begynder at pille slørene fra øjnene omkring vores tidlige traumer; så er det ligeledes grusomt – at vågne op til at se hvordan vi har levet hele vores liv i en form for illusion, uden at mærke eller se hvordan smerten har påvirket os i alle dele af vores liv.

Så en del af disse processer med tidlige traumer kan være voldsomme. Men spørgsmålet er, vil vi i hjertet sandhed og virkelighed, eller vil hellere vi fortsætte at holde tabskontoen kørende, hive slørene for øjnene igen, og febrilsk forsøge fortsat at fortrænge vores traumer.

Vi må forstå at processen med at komme til accept af en dybere virkelighed, i sagens natur kan være hård. Men det er altså ikke retraumatisering – det er at vågne til en fortrængt del af virkeligheden!

AT FORLADE OS SELV IGEN:
Når disse processer er i gang; kan vi opleve stor fysisk smerte; kæmpe skam, dødsangst, frygt for sindsyge.

Her kan så komme nogle og sige ting som
fx: “det her er for voldsomt at mærke” eller “nu tror jeg ikke dit nervesystem kan rumme det” eller “du retraumatiserer dig selv, nu må du stoppe”. Det kan også være ens egne indre stemmer der siger dette.

Det som er så utroligt vigtigt at forstå, er at en del af det faktiske traume jo netop var at der ikke var en bevidsthed tilstede til at rumme os dengang. Det var ikke dengang traumet opstod smerten i sig selv der var problemet, det var fravær af kærlig bevidsthed.

Så at sige at “det jeg mærker er for meget og forkert” – DET er retraumatiserende!

At stoppe smerten, lægge låg på smerten, distrahere sig fra smerten, dæmpe smerten er ikke nødvendigvis at undgå retraumatisering; det kan meget vel netop være retraumatiserende.

Det kan blive pakket ind som en kærlig handling, og i situationen kan vi være så åbne og sårbare, at vi ikke kan sige fra og forsvare vores egen smertes behov for at blive mødt og mærket ubetinget.

Min erfaring er, at 9 ud af 10 gange nogen siger at man ikke skal mærke så meget, så komme det synspunkt direkte fra frygt. Vores egen frygt, eller fra et andet menneske som ikke selv har mærket deres egen tilsvarende smerte.

Retraumatiseringen er at vi forlader smerten, ikke at vi mærker den!

DEN VIRKELIGE VERDENS BEGRÆNSNING
De faktiske omstændigheder gør; at vi før eller siden kommer til at måtte forlade smerten. Det kan være at den er så intens, at den omslutter os 24 timer i døgnet. Eller vores livsomstændigheder gør at vi bliver nød til at lægge låg på den, fx hvis vi selv har børn at tage os af.

Så på den måde vil “retraumatiseringen” ved at forlade smerten komme til at ske. Blot så vi er realistiske. I stedet er spørgsmålet – hvordan bringer vi healing ind i smerten?

HVORDAN VI HEALER – STEP 1
Det vigtigste er, at vi selv siger fuldt ud ja til smerten og traumerne, uden forbehold.

At vi i sandhed forstår og ved, at der er ikke noget galt med nogen del af mig eller nogle af mine oplevelser.

At vi radikalt siger ja til os selv, lige meget hvad andre mener om os, og lige meget hvad de indre kritiske stemmer siger.

Forstå at intet er for meget; lige meget hvor voldsomt det er eller hvor sindsyge det ser ud.

At bekræfte dette for os selv, og sige det direkte til traumerne og smerten, er dybt healende.

SMERTEN VÆLDER OP – STEP 2
Så må vi forstå, at kroppens svar på denne radikale selv-accept, oftest vil være at skrue op for smerten.

Ved at begynde at give tilladelse til alt i os, vil alt hengemt smerte og mørke begynde at vælde op i os.

Det betyder ikke noget er galt, tværtimod, det er tegn på vores egne fortrængte dele mærker mulighed for healing.

Det er naturlig del af at blive hel, at alt mørke vælder op.

Men når alt mørket i os vælder op, kan vi med vores lille skrøbelige personlighed ikke gøre noget med den, derfor…

PÅKALDELSE – step 3
Det eneste vores personlighed kan, er at sige “ja” og give tilladelse. Først tilladelse til smerten, og når den kommer, må personligheden bruges til at påkalde healing fra højere energier og healingskræfter.

Midt i smerten er netop en unik mulighed for at få kontakt til højere magter, og forbinde smertens dyb med de største healende kræfter i universet.

Netop der i smertens frembrusen er jeg’ets overgivelse så nem, for det bliver så tydeligt at vi er fuldstændig magtesløse overfor vores egen smerte.

Lige der oplever jeg at selv mennesker der ikke tidligere har haft kontakt til den højere kraft, nemt kan påkalde og få kontakt.

Lige der kan vi blive mødt dybt dybt dybt ind i smerten, opleve at smerten transformerer sig og viser sig fx at være ren kærlighed.

DEN DYBE GRUNDLÆGGENDE TILLID
Lige der; når de dybeste traumer oplever at vi byder dem velkommen, og at den højeste kraft møder traumet; – lige der tændes en flamme af den dybeste tillid i vores dybeste væsen. Så forstår vi dybt at der intet er at frygte.

Når det sker, så er det som om grundstenene i vores eksistens bliver sat på plads. Så kommer der tryghed og tillid på det dybeste niveau.

Så kan det godt være alt andet i vores liv stadig står og flagrer, at vores personlighed er dybt kaotisk og splittet, at vores praktiske liv sejler. Det vil sikkert flagre i lang tid. Men grundstenen i vores liv er på plads. Så kan alt det andet langsomt begynde at finde på plads – så kan vi heale og bygge vores liv og væren på en stabil grund.

HVAD MED STABILITET OG GROUNDING?
Det er sandt, at styr på vores grundende ting i livet støtter os i disse processer. Et sted at bo, mad, søvn, indkomst.

Men 90% eller mere af de gange jeg hører dette fremført; så oplever jeg det er frygt for det dybe JAs radikalitet der taler.

For i sandhed, så er det mest groundende at sige fuldt ud ja til dette øjeblik, med alt det rummer.

Det forstår vi generelt godt, men det er som om at når den voldsomme smerte kommer, sindsygen, angsten – så vil de fleste gøre en undtagelse. Så er det alligevel ikke tid til at være nærværende – men nok bedre at få styr på vores grounding.

Men, er vi med dette øjeblik, fuldt ud med smerten, siger ubetinget ja til det som sker, i dyb tillid – så vil vi opleve vi bliver grounded midt i alt smerten.

Tak for at læse med. Jeg ønsker mine ord må skabe et mod og nysgerrighed til næste gang smerten kommer, at byde den velkommen.